Løkke kræver lavere energiafgifter i ny vækstpakke

admin

|

08/04/2014

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, hæver nu prisen for en aftale med regeringen om de vækstinitiativer, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lancerede i sin nytårstale.

Lars Løkke Rasmussen understreger tirsdag i en direkte duel i folketingssalen med statsministeren, at en ændring af energiafgifterne skal ind som en del af de kommende forhandlinger om vækstpakken.

- Vi bliver nødt til at diskutere det her i en sammenhæng, og derfor kan jeg lige så godt sige først som sidst, at vi møder selvfølgelig op, når vi er indkaldt. Men det vil være sådan, at vi vil insistere på, at vi diskuterer energi og energi-relaterede afgifter i en sammenhæng.

- Man vil ikke se os sidde og lave en løsning om energiafgifter, der er fri for en diskussion omkring vækstpakke. Det vil være vores tilgang, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fastslår, at han opfatter energiforliget som genåbnet, efter at regeringen har besluttet at droppe den omstridte brændeafgift. Det kræver nemlig en milliardfinansiering, som regeringen vil finde ved at hæve bundskatten og sænke personfradraget.

En model som Venstre og flere borgerlige partier afviser.

Dermed øger Lars Løkke Rasmussen nu presset på SR-regeringen forud for forhandlingerne om regeringens vækstinitiativer. På forhånd tror de færreste på, at regeringen kan finde et flertal med Enhedslisten og SF.

Dermed er Helle Thorning-Schmidt og resten af regeringen nødt til at lytte ekstra opmærksomt til kravene fra Venstre.

Både statsministeren og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har tidligere fastslået, at regeringen ikke går til forhandlingerne med en målsætning om at sætte skatter- og afgifter ned.

Men det kan blive svært at undgå efter de seneste meldinger fra Venstre.

Forud for forhandlingerne fastslår Helle Thorning-Schmidt dog, at hun absolut ikke anser energiforliget for genåbnet:

- Energiaftalen står ved magt, og jeg regner med, at de partier, som har været med til at indgå aftalen, også står ved står den, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun afviser dermed at ændrer på målsætningerne i aftalen, men erklærer sig parat til at forhandle om, hvordan man skal finansiere den droppede forsyningsafgift. Her skylder Lars Løkke Rasmussen et svar på, hvordan Venstre vil finde pengene, mener Thorning.

/ritzau/