Løkke jokede med tøjsag i fødselsdagstale

admin

10 år siden

|

15/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Jeg ved ikke, om jeg tør sige det, men nu handler det om at komme i arbejdstøjet.

Efter flere dage med forsider om indkøb af habitter, skjorter og sko for 152.000 kroner tog Venstres formand Lars Løkke Rasmussen den humoristiske indgangsvinkel, da han torsdag holdt tale ved sin 50 års fødselsdagsreception.

Blandt andet læste Lars Løkke lidt op af en debatbog med titlen "Hvis jeg bliver gammel", som han skrev for år tilbage:

- I bogen anpriste vi det frie valg i et kapitel, der bærer titlen "Retten til at vælge - eller om opgøret med pligten til at bruge kommunalt stangtøj, når man kan få det skræddersyet", læste Løkke til festsalens begejstring.

- Som alle ved, er jeg på vej, men heller ikke på det punkt er jeg helt i mål endnu, siger Lars Løkke Rasmussen.

Blandt fødselsdagsgæsterne var hele regeringstoppen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen, Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen, Christiansborgs og erhvervslivets spidser.

- Jeg kan godt huske, at vi på møder med vores reklamebureau for 10-15 år siden fik at vide, at det fysiske udtryk for tillid var under forvandling. Dem, der skabte tillid, var sådan nogle Churchill- og Hans Engell-typer. Og så skulle man nu være atletisk og asketisk for at vinde befolkningens tillid, sagde Lars Løkke Rasmussen og tilføjede til den sidste del:

- Men jeg skulle måske nok have begyndt at cykle både før og længere end jeg har gjort.

Venstres formand har i de seneste dage været udsat for kritik fra Venstre-borgmestre, tidligere V-ministre og lokalformænd i partiet for at have brugt medlemmernes penge på at købe tøj, der skulle bruges i forbindelse med blandt andet valgkampen i 2011.

Også blandt vælgerne har sagen tilsyneladende allerede fået flere til at tage afstand fra Venstre-formanden. I en måling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV2 foretrækker flere danskere nu Helle Thorning-Schmidt end Lars Løkke Rasmussen som landets statsminister.

Samtidig finder danskerne den nuværende statsminister langt mere troværdig end Venstre-formanden.

Når danskerne bliver spurgt til de to partilederes troværdighed, scorer Thorning med 44 procent markant højere end Løkke, som blot 24 procent af danskerne peger på som den mest troværdige af de to. 31 procent mener, at de er lige troværdige.

Sagen var med til at lægge en dæmper på receptionen, men Lars Løkke Rasmussen forsøgte dog at lette stemningen med henvisning til sin egen bog "Hvis jeg bli'r gammel".

/ritzau/