Lidegaard om præsidentvalg: Det kan stadig gå helt galt

admin

10 år siden

|

23/05/2014

Dagens topnyheder

Der er udsigt til, at flere millioner mennesker på grund af fortsatte kampe og uro bliver udelukket fra at stemme ved valget søndag, når Ukraine skal vælge ny præsident.

Det kan den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), acceptere af nød, forklarer han under sit besøg i Kijev fredag, hvor han mødes med flere ukrainske toppolitikere.

- Vi er i en situation, hvor vi virkelig har brug for en præsident, så landet kan træffe nogle beslutninger, siger Martin Lidegaard.

Uroen fortsætter i det østlige Ukraine, hvor mindst 11 soldater torsdag mistede livet i et af de værste sammenstød, og prorussiske separatister har fortsat kontrol over to store regioner i øst.

Det seneste skøn er ifølge udenrigsministeren, at 50-60 procent vil få adgang til valgstederne i det østlige Ukraine.

Rusland er stadig den spiller, som Danmark og EU vil presse, hvis valget søndag mislykkes.

- Det kan stadig nå at gå helt galt. I det tilfælde, at det ikke lykkes at gennemføre et valg, som kan kaldes legitimt, så mødes stats- og regeringscheferne tirsdag og dissekerer, om man skal fortsætte med flere sanktioner imod Rusland.

- Vi mødes senere med OSCE for at blive orienteret om situationen, som udvikles time for time. Det er svært at vurdere hvor meget, der er initieret af Rusland, og der må vi forlade os på, hvad OSCE og andre kilder giver os af oplysninger, siger Lidegaard.

Ukrainske sikkerhedsstyrker har de seneste uger ført såkaldte antiterroroperationer i øst for at generobre kontrollen over de besatte områder.

Deres kamphandlinger er blevet kritiseret i øst og særligt af Rusland.

- Det er en utrolig svær balancegang. Jeg synes, at den ukrainske regering har vist tålmodighed og mådehold, og jeg opfordrer den kraftigt til at blive ved med at vise mådehold, siger Lidegaard.

Den danske regering mener fortsat, at Rusland spiller en central rolle i kampene i øst, selvom præsident Vladimir Putin blandt andet har taget afstand fra folkeafstemninger om løsrivelse i Donetsk og Lugansk.

- Det mest sandsynlige er, at vi er i en situation, hvor Rusland spiller en rolle, og hvor der samtidig er nogle, der regerer på egen hånd.

Lugansk og Donetsk blev erklæret selvstændige af selvudråbte guvernører efter valg 11. maj.

/ritzau/