Lidegaard anerkender ikke Krims selvstændighed

admin

10 år siden

|

11/03/2014

Dagens topnyheder

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), anerkender ikke Krims forsøg på at blive en del af Rusland.

Det slår han nok engang fast, efter at det lokale styre på den autonome ukrainske halvø tirsdag erklærede sig uafhængig fra Ukraine forud for søndagens folkeafstemning om, hvorvidt Krim skal tilslutte sig Rusland.

Hverken selvstændigheden eller afstemningen er dog gyldig, mener Lidegaard, der dermed gentager den danske holdning i forhold til den ophedede situation, hvor prorussiske styrker har taget kontrollen med den russiskdominerede halvø.

- Man kan ikke bare erklære sig selvstændig, og den folkeafstemning, der er annonceret på søndag, opfatter hverken EU eller Danmark som gyldig, siger han på vej ind til et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

- Det er lidt specielt med 14 dages varsel at bede en befolkning om at tage stilling til, om de skal skifte land. Det kan man jo ikke.

- Og det er en russisk provokation, som er ærgerlig. For det, der er brug for, er at få nedtrappet spændingerne i området og komme til forhandlingsbordet, siger Martin Lidegaard, der i sidste uge gæstede Ukraine.

Han afviser ikke, at Krim på sigt kan blive tættere tilknyttet Rusland. Men det skal ske via forhandling, som EU og USA ser som vejen frem.

Ifølge Lidegaard anerkender alle, at Krim skal have ret til større autonomi, hvis man måtte ønske det. Og Rusland har en stor legitim indflydelse på halvøen, siger han.

Han understreger dog, at "Krim er en del af Ukraine, og det forventer jeg, at det bliver ved med at være".

- Hvis man skal have en forhandlingsløsning, skal man finde en løsning, som både Ukraine og Rusland kan være i og inden for Ukraines territoriale integritet. Så det skal være en aftale, som både Kijev og Moskva kan se sig i, siger udenrigsministeren.

/ritzau/