En lastbilchauffør fra Skive fik i går mere end en bøde for at nedlægge en lygtepæl ved hjørnet af Nordre Ringvej og Bredhøjvej i Silkeborg.
Lastbilen med en lang sættevogn havde problemer med at komme rundt om hjørnet. Da chaufføren svingede til højre fyldte sættevognen så meget, at en lygtepæl blev nedlagt, skriver mja.dk.
Det opdagede chaufføren tilsyneladende ikke og fortsatte sin kørsel som om intet var hændt.
En bilist havde dog set episoden og kontaktede politiet og fik også dirigeret politiet frem til lastbilen, der blev stoppet ved Kjellerup.
Her kunne politiet se, at der var et problem med læsset som lastbilen kørte med. Færdselspolitiet kom også til stedet og kunne konstatere, at sættevognen var for lang, og det udløste en ekstra sigtelse udover færdselsuheldet med lygtepælen.