Lasse Schöne stråler igen i ny Ajax-triumf

admin

|

30/03/2014

Dagens topnyheder

Danske Lasse Schöne har gang i en fremragende sæson for Ajax, der med stormskridt er på vej mod sit fjerde hollandske mesterskab på stribe.

Søndag eftermiddag var Schöne arkitekten bag Ajax' 3-0-sejr over Twente, der havde Andreas Bjelland med i hele kampen. Efter en halv times spil lagde Schöne op til føringsmålet, der blev scoret af den unge Ajax-forsvarer Stefano Denswil.

Og kort inde i anden halvleg sparkede Schöne selv 2-0-målet i nettet. Det var danskerens ottende mål i ligaen i denne sæson. Spanske Bojan lukkede af for festen på Amsterdam Arena med scoringen til 3-0.

Ajax havde i øvrigt for anden gang i træk Nicolai Boilesen med i startopstillingen, efter at danskeren i flere uger har siddet ude med en skade. Boilesen blev erstattet af Christian Poulsen med 20 minutter igen.

Med sejren konsoliderer Ajax sin førsteplads i Æresdivisionen. Holdet har otte point ned til andenpladsen, der indtages af Feyenoord, som søndag slog Stephan Andersens Go Ahead Eagles med hele 5-0.

Jon Dahl Tomassons Roda tabte hjemme 0-1 til Waalwijk, der var uden Dennis Rommedahl. Roda ligger nummer sidst i Æresdivisionen.

/ritzau/