Lars Løkke har fået særskilt udgiftskonto i Venstre

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har siden begyndelsen af 2012 haft en personlig repræsentationskonto af ukendt størrelse til rådighed for at dække relevante udgifter i arbejdet som partiets formand, skriver Politiken.

Det fortæller en række medlemmer af Venstres forretningsudvalg samstemmende til avisen.

På et hasteindkaldt møde tirsdag fik udvalget en detaljeret gennemgang af de nye retningslinjer, der ligger til grund for partiets omkostninger til Lars Løkke.

Og siden 2012 er der tilsyneladende strammet kraftigt op. I en grad, så tilhængere taler om usædvanligt klare regler, mens kritikere - uden for referat - hvisker om, at formanden for landets største parti nærmest er sat under administration, skriver avisen.

- Det er helt fair, at man har sådan en ramme til formanden. Lige nu modtager han ikke noget honorar fra Venstre. Han påtager sig udgifter, og det er kun rimeligt, at de bliver refunderet i det omfang, de er relevante, siger medlem af forretningsudvalget Ken Risbjerg Christensen til Politiken.

Han betegner de nye regler, som ikke er tilgængelige for offentligheden, som "krystalklare og væsentligt mere restriktive, end jeg har set i de fleste private virksomheder".

Også udvalgsmedlem Henrik Buchhave fra Nordjylland finder Løkkes konto helt rimelig.

- Man bør have sådan en ramme. I bagklogskabens lys er det nemt at sige, at det var en fejl, man ikke havde det før. Det er altid godt at have klarhed, for det gør det nemmere for folk at agere, siger Henrik Buchhave til Politiken.

/ritzau/