Kvitteringer fra supermarkeder er fyldt med fejl

Kristine Bugbee

|

19/09/2015

Dagens topnyheder

76 procent af forbrugerne har fundet en fejl på en bon, når de har handlet i et supermarked, og næsten alle respondenterne har oplevet det flere end to gange inden for det seneste år.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

- Det må gøre indtryk på supermarkederne med så højt et tal. De bør tage det her alvorligt og få kigget internt på, hvad det skyldes, og hvordan de kan få strammet op, siger jurist Jakob Steenstrup til Søndagsavisen.

Hver femte angiver endda, at det er sket flere end ti gange, og at det i mange tilfælde er på tilbudsvarer, men at det faktisk også ofte forekommer på varer til helt almindelig pris.

Dansk Supermarked og Coop beklager.

- Det er stærkt bekymrende, at så mange går rundt med oplevelsen af at have været udsat for prisfejl, for vi gør rigtig meget for at undgå dem. Blandt andet registrerer vi fejl, ligesom vi undersøger årsagerne til dem, så vi kan rette op på dem, siger kommunikationsrådgiver Maia Lindstrøm Sejersen.

Begge parter forklarer, at deres system slet ikke har registreret, at der skulle være så mange fejl, men anerkender samtidig også forbrugernes oplevelse, og Coop forklarer tendensen således.

- Hver uge skifter mange varer pris. Hver butik har op til flere hundrede tilbud. Nogle gælder nogle få dage, andre en hel uge. Det betyder, at der er mange fejlkilder med mulighed for menneskelige fejl, hvor prisskilt på hylden og pris i kassen ikke skiftes samtidig, som de skal, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: