Siden krigen i Ukraines start d. 24. februar har flere af de omkringliggende lande været bekymret for, om Ruslands præsident, Vladimir Putin, kan finde på at gå i krig mod andre østeuropæiske og tidligere sovjetiske lande.
Især Georgien og Moldova er udsatte, da de begge er tidligere dele af Sovjetunionen og ligesom Ukraine ikke er medlem af hverken NATO eller EU.
Indtil videre har begge landet formået at holde sig nogenlunde ude af krigen, men nu ser det ud til, at også Moldova kommer til at mærke konsekvenserne af krigen.
Landet har nemlig ifølge Reuters oplevet adskillige angreb og eksplosioner de sidste 24 timer. Det skriver blandt andre danske TV2 og norske NRK.
Ifølge det norske medie har der været mindst tre angreb i udbryderregionen Transnistrien nær Tirapol i løbet af det sidste døgn, og præsidenten for regionen - som er støttet af Rusland i stil med udbryderregionerne i Ukraine - har erklæret angrebene for terrorangreb og hævet regionens trusselsniveau til rødt niveau.
Siden en blodig krig i 1990'erne har Transnistrien ifølge dem selv og Rusland været en selvstændig stat, men ifølge FN er det fortsat en del af Moldova. Det frygtes derfor, at Putin kan finde på at gå ind i landet for at 'befrie' regionen og gøre den russisk.
Angrebene er dog umiddelbart ikke udført af Rusland, da ét af målene var radiotårne, som Rusland brugte til kommunikation, ligesom ét af angrebene ifølge NRK var rettet mod en russisk enhed, som er udstationeret i området.
To eksplosioner har ifølge Moldovas indenrigsministerium ødelagt to radioantenner tæt ved grænsen til Ukraine. Det skriver The Guardian.
Ukraine har tidligere udtalt, at de frygter, at de russiske troppers tilstedeværelse i Transnistrien kan skabe endnu en front i krigen.
Ruslands regering har efter angrebene udtalt, at de følger "nøje med" i situationens udvikling, som ifølge Kreml giver grund til "alvorlig russisk bekymring."