For at kunne sætte fokus på sjældne kræftsygdomme har det danske bioselskab Topotarget fusioneret med franske Bioalliance Pharma. Det oplyser Topotarget i en meddelelse, skriver Ritzau Finans.
Selskabets vigtigste lægemiddelkandidater bliver Topotargets kræftmiddel Belinostat samt to produkter fra Bioalliance Pharma - blandt andet et Lavatag, der lige nu undersøges til behandling af leverkræft.
Midlet anslås at kunne nå et årligt salg på 800 millioner euro - svarende til knap seks milliarder kroner.
Med fusionen går Topotarget fra at være et selskab med et enkelt produkt på markedet til at være en del af at bredere selskab med flere produkter - og dermed er risikoen blevet spredt, forklarer Topotargets bestyrelsesformand, Bo Jesper Hansen.
- Sammenslået repræsenterer vi et selskab med et par produkter på markedet i USA og Europa samt tre produkter i den sene pipeline, siger han til Ritzau Finans.
Nyheden har med det samme givet Topotarget medvind på aktiemarkedet. Aktien i Topotarget er steget med hele 18 procent til 3,55 kroner i de første godt 10 minutters handel.
Som led i aftalen vil Topotargets aktionærer modtage to aktier i Bioalliance Pharma for hver 27 Topotarget-aktier, de ejer.
Det betyder, at Topotargets aktionærer kommer til at eje cirka en tredjedel af det sammenlagte selskab, mens Bioalliances aktionærer vil kontrollere resten.
Selskabets navn bliver Bioalliance Pharma. Det er noteret på Euronext-børsen i Paris, men der bliver nu søgt om optagelse til notering i København, skriver Ritzau Finans.
Fusionsplanen skal blandt andet godkendes på ekstraordinære generalforsamlinger, som forventes afholdt den 27. juni for Topotarget og den 30. juni for Bioalliance Pharma.
Fusionen ventes at blive gennemført i løbet af juli og august.
/ritzau/