Du har sikkert prøvet det før: Du skal mødes med familie eller venner til grillmad, og I fordeler hurtigt, hvem der står for salat, kartoffelsalat og brød, og aftaler, at hver især tager kød med til eget forbrug.
Få opskrifter på tre lækre grillmenuer på madogbolig.dk
Fint nok, men det er ikke altid mindeværdige retter, der kommer ud af det. Kunsten ligger i tilbehøret, så skru op for salaterne, gode dips og udnyt, at grillen er tændt.
Rigtig meget af tilbehøret kan nemlig grilles - fra salat til brød og frugter til desserten.
- Grillen er perfekt til at give en sprød overflade og fantastiske smagskombinationer til alt fra svampe og auberginer til kartofler og faste ost som halloumi, der kan marineres og grilles uden at falde fra hinanden, siger Jamie Purviance, som er kok for Weber.
Andre grøntsager, der egner sig godt til grillen, er fx asparges på indirekte varme, peberfrugter, julesalat, skorzonerrødder og tomater.
Grill og marinér
Skær grøntsagerne ud i så flade stykker som muligt, så der bliver størst mulig kontakt med grillen, lyder et af rådene fra grilleksperten Jamie Purviance.
Hvis du griller kål som spidskål og savoykål, så skær dem i halve eller kvarter, pensl dem med olivenolie og drys evt. med stødte krydderier.
Brug de grillede grøntsager i salater, i en grillet sandwich, sammen med dip eller spis dem, som de er, dryppet med olivenolie og citronsaft og drysset med salt og peber.
Server en iskold hindbærsnaps for dine gæster – få opskriften på madogbolig.dk
- Alting behøver ikke at være klar eller perfekt, før gæsterne kommer. Jeg gør det meste klar, giver gæsterne en drink i hånden, og så hjælpes vi ad ved grillen, spiser lidt, holder pause og spiser lidt mere, fortæller kok og madskribent Trine Hahnmann. Det er lidt hyggeligere at snitte, hakke og røre, når man kan sludre og nyde solen samtidig.
Husk også at grille desserten. Både ananas, ferskner og abrikoser får en god sødme og blødhed af en tur på grillen - perfekt til is eller med en mascarponecreme rørt med flormelis.
Marinér evt. frugten i rom eller lime og brun farin, før du griller den, så får den en lækker karamelliseret overflade.
Af Lene Lykke Hovmand, Mad & Bolig, Aller Media