Københavnere mere eksotiske end nordjyder

admin

|

31/05/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Københavnerne har en større pung fremme end nordjyderne, når årets ferie skal betales. Det viser en ny undersøgelse fra Gallup for Nordea.

- Det er fordi, at der er flere mennesker i Hovedstaden, der bruger penge på ferie i udlandet. Det er det, der virkelig koster, forklarer forbrugerøkonom ved Nordea Ann Lehmann Erichsen.

De husstande, der planlægger at holde ferie i udlandet, har i gennemsnit budgetteret med at bruge 23.270 kroner per husstand. Mens familier, der vil holde ferie i Danmark, sætter 7590 kroner af per husstand.

Modsat københavnerne er nordjyderne mindst tilbøjelig til at stikke af fra hjemegnen, når arbejdet eller uddannelsen ikke kalder.

En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at over 50 procent af nordjyderne fortrækker at holde ferie i Nordjylland.

Ann Lehmann Erichsen afviser, at det handler om, at det økonomiske råderum i hovedstaden er større end i Nordjylland.

- Der findes masser af undersøgelser, der viser, at hvis du bor rundt omkring i Danmark, så har du flere penge til rådighed, end hvis du bor i Hovedstaden. Så jeg tror, at det handler mere om prioritering end om råderum, siger hun.

Samlet set er danskernes forventede feriebudget steget en smule. Det er endnu et tegn på, at pengene igen sidder løsere på forbrugerne, fortæller Nordeas forbrugerøkonom.

VisitDenmark har tidligere undersøgt danskernes rejsevaner. Deres undersøgelser peger på, at Danmark foretrækkes, fordi det er nemmere at planlægge, og man ved, hvad man får.

Derudover spiller en anden faktor ind, fortæller kommunikationschef Mikkel Thrane.

- Jeg tror, at man skal se det i kombination med, at mange holder flere ferier. Mange tager ud og rejse i januar og februar for at få noget varme.

/ritzau/