Kent Nielsen ændrer AaB-opstilling efter karantænesag

admin

10 år siden

|

18/05/2014

Dagens topnyheder

Da AaB havde sikret sig guldet, og AGF var rykket ned, burde der egentlig kun være æren at spille for søndag i Aalborg, men karantænesagen, hvor Esbjerg og Viborg er tildelt skrivebordsnederlag, har pludselig givet AGF en teoretisk mulighed for at overleve.

Det kræver blandt andet en sejr til AGF og helst en stor én af slagsen, da holdet også skal overhale Sønderjyske på målscoren, hvis Sønderjyske taber til FC Midtjylland.

Det har fået AaB-træner Kent Nielsen til at ændre startopstilling. Han ville have startet med reservemålmanden Carsten Christensen, men nu lader han alligevel Nicolai Larsen vogte buret.

- Det skyldes den karantænesag, som kom frem i går. Hvis vi skulle tabe til AGF, vil jeg ikke have, at nogen kunne komme og påstå, at det skyldtes, at vi ikke stillede med stærkeste hold, siger Kent Nielsen til Politikens hjemmeside.

Han har dog valgt at spare profiler som Kasper Kusk, Lukas Spalvis og Kasper Risgård, der alle sidder på bænken. Det har blandt andre givet plads til Anders Due og Jeppe Curth, der spiller afskedskamp for AaB.

/ritzau/