Både papkasser, transportbure, sportstasker og indkøbskurve tages i brug, når danskerne vil af med deres kæledyr, som typisk efterlades på rastepladser, i naturen eller andre steder, hvor det ikke er sikkert, de bliver fundet lige med det samme. Antallet af kæledyr, der er efterladt til en uvis skæbne af deres ejer, satte en kedelig rekord i 2022 med 1.382 dyr. Det viser tal fra Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812. De mange dyr var fordelt på 644 enkeltstående sager.
Desværre tyder det nu på, at den rekord bliver slået i 2023. Allerede de første seks måneder af året, er der dumpet 35 procent flere dyr end ved samme tid i 2022. Det svarer til 260 sager fra januar til juni modsat 192 sager samme periode i 2022. Den udvikling bekymrer organisationen.
"Vi ved, at dyrene har rigtig dårlige chancer for at overleve, når de bliver dumpet rundt omkring. Det værste er, når dyrene dumpes i skove, på rastepladser eller andre steder, hvor der måske ikke kommer så mange forbi. Ofte er det dyreunger, som ikke tåler megen sult, tørst eller kulde. Det er simpelthen så uansvarligt," siger Karina Fisker, Internatchef ved Dyrenes Beskyttelse.
Stor stigning i ferietiden
Særligt i sommermånederne stiger antallet af dumpede dyr, og Karina Fisker mistænker, at ferien kan have indflydelse på dumping.
"Vi har af gode grunde ikke megen dialog med folk, der dumper deres dyr, men vi kan se på tallene, at snart danskerne holder ferie, så stiger antallet af dumpede dyr. Måske kan man ikke finde pasning til dyrene, eller også havde man ikke overvejet feriesituationerne, da man anskaffede sig dyret. Det er bare rigtig tarveligt at sætte dyret ud i en potentielt livsfarlig situation, fordi man selv skal holde fri," siger Karina Fisker.
Det er derfor vigtigt at overveje alle aspekter af at have dyr, inden man anskaffer dem. De skal passes hele året, også når ferien banker på, påpeger hun.
Slipper billigt
En del af dyrene sættes dog også foran et af Dyrenes Beskyttelses ti internater, hvor der er en større chance for, at de overlever. Hermed slipper ejeren af dyret for at betale indleveringsgebyr, som er med til at dække udgifterne til f.eks. dyrlægetjek, vacciner og neutralisering. Gebyret varierer afhængigt af dyr mellem 200 og 1.000 kr.
De dumpede dyr efterlader Dyrenes Beskyttelses med en ekstraregning og skaber kø til pladserne på internatet for alle andre.
"Det kræver noget at være kæledyrsejer, også hvis man er tvunget til at skille sig af med dyret eller dets unger. Dumping er usolidarisk og tarveligt, så tag nu fat i internaterne, så vi kan tage en snak om situationen," lyder opfordringen fra Karina Fisker.
Neutralisering af kæledyr er en afgørende del af løsningen på problemet med dumping af dyr. Neutralisering er ikke kun relevant for katte, som udgør mere end 75 procent af dumpede dyr, men også kaniner kan med fordel neutraliseres, så der ikke kommer uønskede unger.