Kæmpe brøler: Fædre findes ikke i ny e-boks

admin

|

24/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det går ud over en del af landets fædre, når myndighederne fra 1. november kun må sende breve til e-boks, skriver metroxpress.

Ifølge avisen får fædrene dermed svært ved at følge tæt med i oplysninger om deres børn, når kommunen sender post, for de fleste børn er nemlig tilknyttet deres mødres cpr-numre.

- Hvis kommunens psykologer eksempelvis indkalder begge forældre til et møde om et barns adfærdsproblemer, vil kun en forælder få besked. Vi har desværre nok glemt det, siger Ole Hansen, Kommunernes Landsforening, til avisen.

Men problemet ligger ikke i overgangen til digitalpost, men i de enkelte kommuners praksis, forklarer Anders Holte, der er digitaliseringskonsulent i KL, til Ritzau.

- Digitalpost har intet med det her at gøre. Det går ikke ind og ændrer på noget praksis, der er i forvejen, siger han.

Fædre har i Ligebehandlingsnævnet på det seneste fået medhold i, at kommuner bryder ligestillingsloven, når de kun sender post til mødre.

Flere fædre har ligeledes fået at vide, at de ikke er "parter i sagerne", når de har ringet til kommunen for at spørge til breve om deres børn.

Kønsdiskrimination af fædre begynder allerede på fødegangen, hvor kun mor har svangerskabet tilknyttet sit cpr-nummer, mener Svend Aage Madsen, formand for Selskab for Mænds Sundhed og forskningschef på Rigshospitalet til metroxpress.

- Far har ingen placering i det officielle system, og den diskrimination fortsætter i kommunerne, som ofte kun henvender sig til mor, siger han.

Københavns Kommune har tidligere fået klager fra fædre over, at de ikke fik post vedrørende deres børn, og derfor har den nu ændret praksis.

- Vi har besluttet, at vi konsekvent sender digitalpost til begge forældre, når der er fælles forældremyndighed. Det gælder uanset om de bor sammen eller ej, siger pressechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen Erik Bjørn Møller.

/ritzau/