Jonatan Spang troede ikke på komiker-karriere

Redaktionen

429 uger siden

|

30/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I flere år har komikeren Jonatan Spang ikke bare stået bag det ene stand up-show efter det andet, han har også været med på de skrå brædder, store lærreder og endda bestredet posten som teaterdirektør på Nørrebro Teater.

Men det lå ikke altid i kortene for komikeren, at han skulle have et kreativt job. Faktisk anede Jonatan Spang slet ikke, at en karriere på scenen det var en reel mulighed.

- Jeg er vokset op i en almindelig middelklassefamilie i en forstad til København, og da jeg voksede op, havde jeg ingen idé om, at jeg kunne blive sådan én, der stod på en scene, siger Jonatan Spang, der kan bryste sig af en nominering til årets komiker ved Zulu Comedy Galla.

Den folkekære komiker, der står bag shows som "Damer" og "Danmark", startede efter folkeskolen på Den Fri Ungdomsuddannelse, der dengang blot var et pilotprojekt.

Samtidig gik han på en daghøjskole, hvor han prøvede kræfter med drama som fag. Her fortalte nogle bekendte, at de havde søgt ind på Teaterskolen.

- Jeg blev overrasket over, at en teaterskole overhovedet fandtes. Da jeg havde hørt det, kunne jeg godt se, det var åbenlyst, men jeg var ikke blevet præsenteret for det tidligere, siger "Alle for én"-skuespilleren.

- Ingen havde sagt, at det var en mulighed, og det var ikke en del af min virkelighed. Så da jeg hørte, at der fandtes sådan en skole, tænkte jeg, at der ville jeg sgu også søge ind, siger Jonatan Spang.

I 1999 blev han optaget på Skuespillerskolen i Aarhus. Samme år vandt han Danmarksmesterskabet i Stand-up, og siden har han ikke set sig tilbage.

Nu har han altså chancen for at vinde trofæet som Danmarks bedste komiker, når Zulu Comedy Galla løber af stablen den 1. september i Operaen i København.

/ritzau/FOKUS