Ishockeylandsholdet kæmper for overlevelse mod Italien

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Lad os slå det fast med det samme: Det danske ishockeylandshold kommer i alvorlige problemer, hvis holdet taber til Italien tirsdag eftermiddag.

Italien er de flestes favorit til nedrykning, men hvis sydeuropæerne slår Danmark, skal danskerne hente mindst syv point i de resterende fire kampe for at overhale dem.

Italienerne overraskede nemlig søndag ved at slå Frankrig, mens Danmark har tabt sine to første kampe til Sverige og Norge.

Alternativt skal danskerne satse på at rykke forbi andre hold - eksempelvis Frankrig.

Den danske back Philip Larsen er dog ved godt mod inden den ekstremt vigtige kamp.

- Verden er ikke styrtet sammen, fordi vi har tabt de to første kampe. Nu er der nogle kampe, som vi skal ud at vinde startende med kampen mod Italien. Så det skal vi bare ud at gøre, siger Philip Larsen.

Hvis Danmark vinder i ordinær tid, vil Janne Karlssons tropper overhale Italien på reglen om indbyrdes kampe.

Det betyder, at italienerne er tvunget til at hente flere point, hvis holdet skal overlade sidstepladsen til danskerne.

En sejr til Danmark vil samtidig holde liv i det lille danske håb om en plads blandt de bedste fire hold i gruppen. Det udløser en billet til kvartfinalen.

Historisk set har Danmark vundet 13 og tabt 14 kampe mod Italien, mens tre opgør er endt uden vinder.

I de senere år har danskerne dog haft et overtag med 11 sejre i de seneste 15 kampe.

Men Italien vandt sidst, de to hold stod overfor i hinanden. Ved VM i Stockholm i 2012 tabte et ellers godt besat dansk hold med 3-4 efter overtid.

/ritzau/