Hvad sker der med Europa, hvis Trump vinder valget? Få svaret her

Kamille Isaksen

7 uger siden

|

28/10/2024
Udland
Foto: Evan El-Amin / Shutterstock.com
Tre eksperter kommer nu med deres bud på, hvordan det vil påvirke Europa, hvis Donald Trump vinder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med det amerikanske præsidentvalg lige om hjørnet er spekulationerne om udfaldet i fuld gang, også blandt danske og europæiske borgere.

Det har fået mange danskere til at spørge sig selv, hvad der sker med Europa, hvis Donald Trump vinder.

Selvom intet er afgjort, før de sidste stemmer er talt op, tyder meningsmålingerne på, at den tidligere præsident har en reel chance for at genvinde Det Hvide Hus.

Hvis det sker, vil det ikke blot få betydning i USA, men også skabe store ringe i vandet på den anden side af Atlanten.

Mediet B.T. har spurgt tre eksperter om deres vurdering af, hvad en Trump-sejr kunne indebære for Europa – både økonomisk og sikkerhedspolitisk.

Hvis Trump igen indtager præsidentposten, kan vi ifølge udlandsredaktør på Weekendavisen, Anna Libak, forvente en mere konfrontatorisk tilgang til handelspolitikken.

Trump er kendt for at se internationale relationer som en forretningsmand snarere end en diplomat.

"Dét, Europa vil opleve, hvis Trump vinder, er, at der kommer meget eksplicitte krav om ting, vi skal levere, til gengæld for amerikanske modydelser. Det handler både om forsvar og om handel," siger Anna Libak og fremhæver risikoen for, at en ny toldkrig kan opstå som følge af Trumps utilfredshed med handelsbalancen mellem USA og Europa.

Den tidligere Venstre-minister Lykke Friis, er enig i vurderingen af de økonomiske konsekvenser.

Ifølge hende vil Trump potentielt indføre toldsatser på mellem 10 og 20 procent på europæiske varer og hele 60 procent på kinesiske varer.

Det beskriver hun som en håndgranat i handelspolitiken og understreger, at præsidentvalget især kan ende med at påvirke de europæiske virksomheder.

Usikker fremtid

Udover de økonomiske konsekvenser er der også stor bekymring for Europas sikkerhedspolitik.

Seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier forudser, at visse områder i verden kan blive mere usikre under en ny Trump-administration.

Ifølge Flemming Splidsboel kan det gå så vidt, at våbenkontrol og eksisterende internationale aftaler bryder sammen, hvilket vil øge risikoen for nye konflikter.

En af de mest betydningsfulde trusler er, at Trump vil trække USA længere væk fra sine traditionelle forpligtelser i NATO.

Det kan få store konsekvenser for Europas sikkerhed, hvor især lande som Tyskland kan føle sig nødsaget til at overveje at udvikle egne atomvåben, hvis den amerikanske beskyttelse svækkes.

Fælles for eksperternes vurderinger er en erkendelse af, at en mulig Trump-sejr vil skabe betydelig usikkerhed – både økonomisk og sikkerhedspolitisk.

Dette efterlader både politikere og borgere i Europa i en situation, hvor de må forberede sig på det uforudsigelige.