Investorerne mener åbenbart, at det er rigtig gode nyheder, at Jyske Bank fusionerer med BRFkredit.
Tirsdag steg bankaktierne med 10,5 procent. Det står klart, efter børsen i København lukkede tirsdag sidst på eftermiddagen.
Allerede fra morgenstunden blev aktierne båret frem på en positiv bølge. Og efter blot en times handel lå aktierne i Jyske Bank allerede til en stigning på 7,85 procent til kurs 330,80.
Det er både et godt regnskab fra Danmarks tredjestørste bank - det bedste siden 2006 - samt fusionen med Danmarks fjerdestørste realkreditinstitut, der har fået investorerne i det gode humør, som fik aktien op i en pris på 339,30 kroner.
Hele det toneangivende C20 Cap-indeks over topaktierne på den københavnske fondsbørs var i hopla tirsdag. Indekset steg til 771,79, hvilket er 1,6 procent højere end mandag.
Og det betyder, at den 20. lukkerekord i år på den 39. handelsdag er i hus, skriver Ritzau Finans.
Og Jyske Banks topchef Anders Dam og to meddirektører valgte at bruge tirsdagen til at sælge aktier i banken. Anders Dam har solgt 1600 aktier for 527.200 kroner. Det svarer til en salgspris på 329,5 kroner pr. aktie.
Også bankdirektørerne Jørgen Christensen og Niels Erik Jakobsen har solgt aktier. Jørgen Christensen har solgt i alt 1750 aktier for 579.285 kroner, mens Niels Erik Jakobsen har solgt 1100 aktier for 374.000 kroner.
Det sker ved, at Jyske Bank overtager samtlige aktier i BRF Holdning mod udstedelse af nominelt 237.600.000 kroner nye aktier i Jyske Bank svarende til 25 procent af selskabskapitalen.
Dermed bliver BRF Holding den største aktionær i Jyske Bank. Derudover betaler Jyske Bank kontant 100 millioner kroner til BRF Holding.
Koncernen får en samlet kundebase på cirka 900.000 kunder, 149 afdelinger, cirka 4600 medarbejdere samt en balance på cirka 480 milliarder kroner, heraf udlån på omkring 335 milliarder kroner og en egenkapital på 27,8 milliarder kroner.
/ritzau/