Ingen Europa-billet til FCN i Hjulmands afskedskamp

admin

10 år siden

|

18/05/2014

Dagens topnyheder

Der kom pludselig noget på højkant op til søndagens kamp mellem FC Nordsjælland og Brøndby, da en karantænesag bragte en Europa League-plads inden for rækkevidde for FCN.

Men FCN spillede kun 2-2 mod Brøndby i Farum i den sidste spillerrunde i Superligaen, og det var ikke nok til at overhale Esbjerg på femtepladsen.

Esbjerg blev lørdag aften taberdømt i en kamp tidligere i sæsonen, hvor vestjyderne havde brugt en karantæneramt spiller. Sagen endte dog ikke med en ændring i tabellen.

Esbjerg spillede samtidig 0-0 hjemme mod Viborg, så FCN endte på ligaens sjetteplads. Brøndby blev nummer fire og dermed uden for medaljerne.

En Europa-billet kunne ellers have været en fornem afslutning for FCN-træner Kasper Hjulmand, som efter denne sæson fortsætter trænerkarrieren i den tyske bundesligaklub Mainz.

Hjulmand og de 8341 tilskuere kunne se angriberen Kim Aabech bringe FCN foran 1-0 efter et kvarter på et flot oplæg af Emiliano Marcondes.

Fem minutter senere fordoblede kantspilleren Uffe Bech føringen. Det var FCN's anden kantspiller Joshua John, som stod for oplægget. I den situation så hverken Khalid Boulahrouz eller Martin Albrechtsen i Brøndbys forsvar for gode ud.

Brøndbys angriber Jose Ariel Nunez, som også havde ramt stolpen efter syv minutter, reducerede efter 25 minutter. Og så var der igen spænding i det generelt underholdende opgør.

FCN-anføreren Nicolai Stokholm, som spillede sin sidste kamp i karrieren, fik mulighed for at score kort før pausen, men veteranen ramte bolden for svagt. 10 minutter før tid blev 38-årige Stokholm skiftet ud med store klapsalver.

Aabech havde et nærgående hovedstød kort inde i anden halvleg, men Brøndbys keeper Lukas Hradecky nappede flot forsøget på selve målstregen.

Efter 65 minutter bankede Joshua John bolden på overliggeren. I stedet for en FCN-scoring udlignede Brøndbys argentinske hurtigløber Alexander Szymanowski til 2-2, efter at Thomas Kahlenberg havde fået en friløber foræret.

Uffe Bech var tæt på at give afgående cheftræner en sejr i slutminutterne, men igen var Hradecky på plads.

I den anden ende fik indskiftede Kenneth Zohore også en stor mulighed, men den velspillende FCN-keeper David Jensen reddede forsøget.

Hjulmand nåede at være cheftræner for FCN i 99 superligakampe. Udbyttet blev 51 sejre, 21 uafgjorte kampe og 27 nederlag.

I næste sæson skal den tidligere AGF'er Olafur Kristjansson være cheftræner for Farum-klubben.

/ritzau/