Det er vel og mærke uden at få samme opmærksomhed.
Udgifterne topper ved de alvorlige brud
Knogleskørhed forbindes sjældent med store samfundsomkostninger, men ifølge nye beregninger rammer sygdommen ikke kun kroppen.
Den rammer også statens økonomi.
En ny undersøgelse fra sundhedsøkonomer ved Syddansk Universitet viser, at knogleskørhed hvert år koster samfundet op mod 15 milliarder kroner.
Det gør sygdommen til én af de mest omkostningstunge i Danmark.
Og selv om knogleskørhed sjældent skaber overskrifter, så rammer den tit og hårdt når den først bliver opdaget.
Undersøgelsen dækker både direkte udgifter til indlæggelser, pleje og genoptræning, og indirekte omkostninger som tabt arbejdsfortjeneste.
Ifølge lektor i sundhedsøkonomi Marie Kruse ligger beløbet overraskende tæt på de samlede samfundsudgifter til kræft:
"Det vil nok overraske mange, at knogleskørhed er lige så dyrt som kræft," siger hun ifølge Ekstra Bladet og understreger, at udgifterne især stiger i tilfælde, hvor sygdommen først opdages ved et alvorligt hoftebrud.
Tidlig opsporing kan være nøglen
Det er netop de alvorlige brud, der udløser lange indlæggelser og efterfølgende behov for hjemmehjælp og rehabilitering.
Og det kan i sidste ende være en livsvarig byrde både for den enkelte og for sundhedsvæsenet.
Derfor mener professor Bente Langdahl fra Aarhus Universitet, at ressourcerne bør lægges i forebyggelse.
Ved at identificere patienterne tidligere og sætte ind med behandling, før skaden sker, kan mange af de dyre følger undgås.
Knogleskørhed er en stille sygdom, men de økonomiske konsekvenser er alt andet end lydløse.
