Under energikrisen i 2021 og 2022 blev vi alle bedt om at skrue ned for varmen. Vi skulle spare på energien af hensyn til klimaet og pengepungen. Det medførte gode resultater. Men det havde en bagside – ud over at det var småkoldt rundt omkring. For det øger generelt risikoen for den potentielt dødelige lungebetændelse legionærsygdom, når temperaturen i brugsvandsanlæg sættes for lavt.
Det oplyser Krüger A/S
Det kan medføre, at legionellabakterier spredes til mennesker via aerosoler fra bl.a. brusebade. Derfor har bl.a. et tværfagligt samarbejde mellem Teknologisk Institut og Statens
Serum Institut advaret mod at spare på varmen i installationer til brugsvand.
Også fjernvarmeselskaber er begyndt at sænke fremløbstemperaturen. Det betyder, at vandet ikke kan varmes så højt op i varmtvandsbeholderne som tidligere, og det giver bedre levevilkår for legionellabakterierne. Mange viceværter og driftsansvarlige har søgt at løse det med temperaturgymnastik, hvor man skruer højt op for temperaturen, og så skruer ned igen lidt senere. Men det er svært at styre, og det medfører udfældning af mere kalk i rørsystemet.
-Ganske vist dræber man de fleste bakterier, når man skruer op for temperaturen, men når
temperaturen skrues ned igen, kan nogle legionellabakterier godt have overlevet. Når der er mere kalk, er der flere steder i systemet, hvor legionella kan gemme sig. Den er en god overlever og har evnen til at danne og tage ophold i biofilmen i rørene, hvor den kan formere sig, siger Kathrine Holm Hein Olesen, der er ansvarlig for legionellabekæmpelse i Krügers
serviceafdeling.
Virksomheden leverer bl.a. rådgivning og løsninger til forebyggelse og bekæmpelse af legionellabakterier.
I Roskilde Badet, der er Roskildes største svømmehal med 7 bassiner, har man søgt rådgivning og besluttet sig for at komme legionellabakterierne i forkøbet. Derfor har man
installeret on-site rensesystemet BacTerminator® Safe fra Krüger.
Anlægget producerer ECA-vand (hypoklorsyre) med en elektrolysecelle - ved brug af vand, el og salt. Det er et meget effektivt desinfektionsmiddel mod legionella og biofilm.
-Der var snak om legionella i medierne, så jeg syntes, vi skulle måle på det i alle Roskildes kommunes svømmehaller. Efter ombygning af Roskilde Badet målte vi noget legionella kim vækst. Vi søgte at fjerne det ved at varmebehandle rørene og tog nye prøver. Men det blev
ikke helt så godt som i vores skole og foreningsbade, hvor resultatet var nul. Flere fagfolk var inde over, og da vi ønskede at være præventive, endte det med, at vi fik sat et system op, der sikrer os mod, at legionellabakterier får gode vækstbetingelser i vores rørsystemer, siger Lasse B.G. Hansen, der er teknisk leder på Roskilde Badet.
Bacterminator® Safe anlægget er placeret ved de to store omklædningsrum, der hver har 18
brusere. Dertil har Krüger opsat et mindre anlæg i en ny tilbygning, hvor der findes brusere hist og pist. Driftsudgifterne er lave, og anlægget kræver kun en minimal driftsovervågning.’
-Det er en lettelse for os i driftsafdelingen ikke at skulle slås med temperaturgymnastik, hvor det så alligevel ikke blev helt godt. Frem for alt sikrer vi, at borgerne kan være trygge ved at bruge vores svømmehaller. Og ja, så sparer vi også lidt på varmen, fordi vi ikke længere banker temperaturen op til 70 grader og ned igen, siger Lasse B.G. Hansen.
Hvis der allerede ér konstateret legionellabakterier i fx baderum, kan en specialist komme ud og give en chokbehandling af systemet ved at sende en høj klormængde gennem rørene.
-Vi kan lave en akutbehandling, så vi får bugt med legionellabakterierne. Det er dog kun en her og nu løsning, da legionella stadigvæk kan komme tilbage senere. I stedet for kan vores Bacterminator® Safe anlæg sættes op og udføre kloringen af systemet. Det sørger samtidig
for, at biofilm og legionella elimineres fra rørene fremadrettet, siger Kathrine Holm Hein Olesen.
De bedste resultater får man ved at reagere hurtigt og kontakte fagfolk, så snart man har en mistanke om legionella. Det ved de hos AB Tjørnestræde i Vejle, hvor en i forvejen sygdomsramt beboer pludselig blev syg af legionella. Andelsforeningens 14 selvstændige
huse har hver deres varmtvandsveksler. Temperaturen indstilles derfor individuelt i det enkelte hus. Formand for andelsforeningen Gitte Mølgaard var først ikke klar over, at her var
en sag, som hun og bestyrelsen skulle reagere på. Men det var det. For efter 14 dage kom et brev fra kommunen, der påpegede, at den berørte bolig ville blive erklæret kondemneret (ubeboelig), hvis ikke der blev gjort en indsats fra foreningens side.
-Så jeg googlede hjælp til legionella bekæmpelse og fandt frem til Krüger. De sendte straks en konsulent ud, der fortalte os og det berørte ægtepar, hvad der kunne gøres, fortæller Gitte Mølgaard.
Konsulenten kunne straks se, at temperaturen på varmtvandsbeholderen var for lav. Så den skruede han op på de anbefalede 55 grader. Som en ekstra foranstaltning satte han også en filterbruser på, så ægteparret var sikret med det samme mod flere legionella. Samtidig anbefalede han udskiftning af vandslange og fjernelse af vandsparebrusehoved. Legionellabakterier ynder nemlig at leve i biofilm på indersiden af bl.a. Vandslanger og i brusehovedet.
Krüger sendte så en tekniker få dage senere, der tog nye vandprøver. Han skyllede samtidig veksleren igennem for at komme bakterierne til livs. Boligen blev efter kort tid godkendt af kommunen, og beboeren forblev rask. Temperaturen i det varme vand var ikke sat højt nok hos ægteparret.
-Det største problem er, at folk ikke ved det og ikke gør noget, før nogen er blevet syge. I stedet lytter man til i øvrigt fornuftige energispareråd og sparer på vand og energi. Men man giver også legionellaen bedre vækstbetingelser, for den bevæger sig rundt i systemet.
En varmtvandsbeholder skal helst tømmes 1 ½ - 2 gange i døgnet. Det er en udfordring i bygninger, hvor en beholder ikke er dimensioneret efter forbruget. Eller hvis folk ikke er hjemme i perioder, siger Kathrine Holm Hein Olesen.
Denne artikel er oprindeligt bragt i magasinet Teknik & Miljø november 2023