Hoeness accepterer dom og træder tilbage

admin

10 år siden

|

14/03/2014

Dagens topnyheder

Uli Hoeness træder øjeblikkeligt tilbage som præsident i Bayern München og modtager dommen på tre og et halvt års fængsel for skattesvig.

Han havde ellers mulighed for at appellere dommen inden for syv dage for at tage den til højeste instans, forbundsdomstolen i Karlsruhe. Men Uli Hoeness har valgt ikke at gøre brug af denne mulighed.

- Efter at have drøftet det med min familie har jeg besluttet at acceptere dommen fra landsretten i München i min skattesag.

- Jeg har instrueret mine advokater til ikke at anke. Skatteunddragelsen er fejltagelsen i mit liv, som jeg må tage konsekvenserne af, siger Uli Hoeness i en personlig erklæring.

Hoeness havde håbet på en mild dom, da han havde indrømmet nogle af forholdene i sagen, men anklageren så ikke på det med formildende øjne, da den mente, at Hoeness primært reagerede på grund af pres fra medierne.

Han var i første omgang anklaget for svindel for 26,1 millioner kroner, men tidligere på ugen indrømmede han at have svindlet for 138 millioner kroner via en hemmelig bankkonto i Schweiz.

Ved torsdagens domsafsigelse blev beløbet gjort op til et endnu højere beløb; 28,5 millioner euro, svarende til 212 millioner kroner.

Uli Hoeness har været tilknyttet Bayern München gennem en menneskealder. Gennem 1970'erne optrådte han selv for klubbens hold, mens han i de seneste år har været klubbens præsident.

/ritzau/