Henter forstærkninger ind udefra: Her er sendefladens nye DR-ansigter

Mathias Busekist

65 uger siden

|

22/09/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Til oktober begynder lanceringen af en ny strategi på P3.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der sker som bekendt ting og sager hos DR for tiden, især vedrørende DR's ungdomskanal P3, hvor man kan se frem til markante ændringer i sendefladen.

Det fortæller redaktionschef Isabella Hindkjær fredag til fagbladet Journalisten ifølge B.T.

Det var ligeledes Journalisten, der kunne breake nyheden om, at DR ville vinke farvel til en hel række formater, efter at have fået fingrene i en mail, P3-ledelsen havde sendt til medarbejderne.

Torsdag kom det nemlig frem, at en hel række formater samt værter ved årets udgang må vinke farvel til DR, så man i stedet kan rette fokus mod kanalens nylancerede kursskifte.

I forbindelse med ovennævnte kursskifte har Isabella Hindkjær og P3 besluttet at rette øjnene mod eftermiddagssendefladen som det helt store sats.

Og i den forbindelse har man hentet forstærkninger ind udefra.

P3-elskere vil således allerede i oktober kunne se frem til, at de lancerer første skridt i retningen mod sendefladens kursskifte, når de lancerer et nyt format, der ruller fra den sene eftermiddag fra klokken 16 frem til klokken 18 i hverdagene.

Programmet skal hedde "Balalajka" og vil være et aktualitetsprogram. Programmet vil blive beværtet af 24syv-journalist Anton Ringdal og Mathilde Muus, som lige nu er vært på Skala.fm.

Ifølge redaktionschefen på P3 skal kanalen ikke blot være et lydtapet, men derimod langt mere være med til at sætte dagsordenen, fortæller Isabella Hindkjær til Journalisten.

"P3 skal fortsat være rigtig godt selskab. Vi vil gerne være pissesjove. Men det står ikke i modsætning til, at vi også kan lave vedkommende aktualitetsindhold om de største historier på dagen," siger hun til fagbladet ifølge B.T. og tilføjer:

"Vi kommer også til at kigge hele på hele vores musikportefølje – der har vi også lagt en ny strategi. Vores musikprogrammer kommer til at se markant anderledes ud, og dem har vi jo rigtig mange af igennem sådan en uge."

Ifølge Journalisten står hele 11 formater til at måtte lukke og slukke, herunder 'De 17%', 'Formiddagen med Frederik og Frederikke', 'Vidundergrunden', 'Neonlys' og 'Weekendmorgen'.

Isabella Hindkjær kan allerede nu fastslå, at der vil komme flere ændringer og lukninger, end dem der er varslet og bekræftet indtil videre.

Derfor kan Isabella Hindkjær heller ikke afsløre, hvor mange formater, der ikke kommer til at fortsætte ind i 2024.