Hækkerup: For lang ventetid på akuttelefon

admin

10 år siden

|

13/03/2014

Dagens topnyheder

Ventetiderne skal ned på akuttelefonen, når syge borgere i Region Hovedstaden ringer 1813.

Det fastslår den nyudnævnte sundhedsminister Nick Hækkerup (S) torsdag.

Det sker efter, at Sundhedsstyrelsen har været på uvarslet kontrolbesøg hos Region Hovedstadens Akutberedskab, og i den forbindelse påpeget flere punkter, hvor der er plads til forbedring.

Ministeren hæfter sig dog især ved akuttelefonens møje med at få ventetiderne ned, når syge borgere forsøger at komme igennem på telefonen.

- De ventetider, der har været, er ikke tilfredsstillende. For det skal være sådan, at man skal kunne få kontakt med en læge inden for rimelig tid, hvis man er syg, siger Nick Hækkerup, der også var i samråd om akuttelefonen i Folketinget torsdag.

- Region Hovedstaden har sat nogle frister, der er rimelige og som nogenlunde svarer til, hvad retningslinjerne er i resten af landet. Men problemet er, at man ikke lever op til dem. Det bevæger sig den rigtige vej, men det skal på plads, siger han.

Siden akuttelefonen blev lanceret den 1. januar, har kritikken haglet ned over ordningen, blandt andet på grund af for lange ventetider på at komme igennem og få fat på hjælp.

Og alene i januar registrerede man 273 såkaldt "utilsigtede hændelser" i forbindelse med akuttelefonens håndtering af borgernes opringninger, hvoraf man i tre tilfælde ikke kunne udelukke, at ventetiden på telefonlinjen kan have kostet menneskeliv.

Og torsdag kom så Sundhedsstyrelsens konklusioner efter det uvarslede besøg, hvor Akutberedskabet blandt andet kritiseres for, at personalet ikke automatisk får besked, hvis en patient har været i kontakt med 1813 flere gange.

/ritzau/