Haarder vil have danskerne til at betale mere for kultur

Redaktionen

435 uger siden

|

15/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dyrere billetter. Sådan kan landets kulturinstitutioner undgå fyringer, kortere åbningstider og aflyste forestillinger.

Kulturminister Bertel Haarder (V) foreslår mandag i en kommentar, at priserne på teatre og museer kan sættes op.

- Man skal føre en prispolitik, der skaffer de højeste indtægter. Derfor nytter det ikke at tage alt for høj entre, for så bliver folk væk. Men jeg er meget modstander af at gøre tingene gratis, skriver han.

Sidste år besluttede regeringen, at landets offentlige kulturinstitutioner skal spare to procent på driften hvert år indtil 2020. Det svarer samlet til 600 millioner kroner.

Både Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet har genindført entré, efter at det i ti år har været gratis at besøge museerne. Børn og unge under 18 slipper dog stadig for at betale.

Så længe børn og unge slipper billigere, har Bertel Haarder "ingen skrupler" med, at der skrues op for betaling.

- Se eksempelvis Heartland Festival, hvor billetterne koster 965 kroner for halvanden dag. 10.000 mennesker mødte op. Det er tankevækkende, at folk er villige til at betale så meget for oplevelser, skriver han.

Lasse Bo Handberg, der er direktør i teateret Mungo Park Kolding, frygter dog, at for høje priser vil få danskerne til at blive hjemme.

- Det er et enormt vigtigt princip, at kulturen i vores samfund er for alle. I en tid, hvor vi taler om, at landet risikerer at brække over i to dele, er danskproducerede kulturoplevelser endnu mere væsentlige, og de skal være tilgængelige for alle, siger han.

- Det er i forvejen ikke billigt at gå i teatret. Hvis man sætter priserne væsentligt op, bliver det for mange en luksus, man kun tillader sig én gang om året, siger han.

Tirsdag og onsdag mødes Bertel Haarder med kunstnere, politikere og meningsdannere på Rødding Højskole under overskriften "Hvordan får vi mere kultur ud af kulturkronerne?".

/ritzau/