Bayern München skal tirsdag aften på hjemmebane vende 0-1 til samlet sejr mod Real Madrid, hvis tyskerne vil i Champions League-finalen for tredje år i træk.
Bayern-træner Pep Guardiola peger på Franck Ribery som en af nøglespillerne for tyskerne, og den franske midtbanespiller må gerne være "vred".
- Franck Ribery er meget vigtig for os. Han har været i Bayern længere, end jeg har, og jeg er glad, hvis han spiller med energi og motivation. Nogle gange har han brug for noget vrede i sit spil, og jeg er sikker på, at han kommer til at spille godt.
- Han har denne fightervilje. Han vil altid kæmpe for holdet, og det er derfor, at folk elsker ham. Han er en af de mest fantastiske spillere i Bayerns historie, siger Guardiola ifølge AFP.
Bayern havde klart bolden mest i den første kamp i Madrid, men det gav ikke bonus. Det skal være anderledes i München.
- Jeg elsker at have bolden i egne rækker. Det er den måde, jeg er trænet til at gøre det. Vi vil have bolden for at skabe chancer, og jeg vil bare have os til at være dominerende som i Madrid, men blot være mere effektive og aggressive.
- Det handler om at finde den rette balance, siger Guardiola, som er i gang med sin første sæson hos Bayern.
/ritzau/