GN Resound overtager Bavarian Nordics topchef

admin

10 år siden

|

28/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En af topcheferne i dansk erhvervsliv skifter vacciner ud med høreapparater. Den nuværende administrerende direktør for Bavarian Nordic, Anders Hedegaard, bliver ny topchef i GN Resound, oplyser begge selskaber til fondsbørsen.

Anders Hedegaard erstatter Lars Viksmoen, der ifølge GN har opsagt sin stilling som administrerende direktør for GN Resound for at "ændre balancen mellem sit arbejdsliv og privatliv".

Lars Viksmoen bliver i selskabet på fuld tid til udgangen af 2014. Desuden vil han fortsætte med være tilknyttet forskellige projekter.

- Det er med beklagelse, at jeg har accepteret Lars' opsigelse, men jeg respekterer fuldt ud hans beslutning om at fratræde denne krævende rolle, siger selskabets formand Per Wold-Olsen i meddelelsen.

- Jeg er glad for, at Lars vil fortsætte med at være en del af GN Store Nords agenda og vil takke Lars for hans indsats som administrerende direktør, siger han.

Anders Hedegaard har stået i spidsen for Bavarian Nordic siden 2007. I den periode har selskabet blandt andet sikret sig store ordrer på sin koppevaccine, og sidste år lykkedes det for første gang at få et plus på bundlinjen.

Bavarian Nordic har fundet Anders Hedegaards afløser i egne rækker og ansætter den nuværende direktør for selskabets division for infektionssygdomme, Paul Chaplin, som ny topdirektør.

Paul Chaplin har været ansat i Bavarian Nordic siden 1999 og har været en del af koncernledelsen siden 2004.

Det er anden gang i år, at GN skifter ud i toppen. 1. januar i år trådte Niels Svenningsen til som ny administrerende direktør for selskabets headsetdivision, GN Netcom. Han afløste Mogens Elsberg.

/ritzau/