En tidligere politiker og byrådsmedlem i Syddjurs Kommune er mandag indkaldt til at tage plads i Retten i Aalborg. Her skal han sidde, fordi han er tiltalt for rufferi – og det er ikke første gang, da han tidligere er dømt for selvsamme forseelse. Det skriver TV 2 Nord.
Den tidligere politiker er, efter at have modtaget sin første dom, flyttet til Hadsund. Derfor er det på denne egn, at han er tiltalt for at have arrangeret gangbangs. Ifølge anklageskriftet har han arrangeret seks gangbangs, som han har fået økonomisk fortjeneste ud af.
Til disse gangbangs har der været hyret prostituerede mod betaling eller lovning på betaling, ligesom flere kunder har deltaget. Der har været en omsætning på mellem 7.500 kr. og 18.000 kr. pr. gang.
Af denne omsætning har den tidligere politiker tiltalt for selv at have beholdt 20 procent. Det er svarende til, at han har tjent 18.320 kroner på at afholde de seks gangbangs.
Fem af disse orgier har været arrangeret i Skelund, mens det sidste af de seks gangbangs formentlig er foregået i Øster Hurup. De seks omtalte sexorgier har været afholdt i perioden fra 24. maj 2019 til 30. august 2019.
Er tidligere dømt
Det første af de omtalte seks gangbangs har fundet sted omkring en uge efter, at den tidligere politiker blev idømt en dom på seks måneders betinget fængsel for anklager af lignende karakter.
Her blev han og en medsammensvoren nemlig dømt for at have arrangeret 73 gangbangs, som blev afholdt i perioden fra april 2016 til november 2017. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Da han har en betinget dom med i bagagen, er der en risiko for, at den tidligere politiker får en endnu hårdere dom, hvis han bliver dømt skyldig denne gang.
"Når man begår et forhold i prøvetiden og det minder om det, man i forvejen er dømt for, så er udgangspunktet, at man får det, der hedder en fællesstraf. Det vil sige, det omfatter både den nye straf og den betingede straf, man tidligere har fået," lyder det fra Kim Kristian Kristensen, der er anklager på sagen.
Kim Kristian Kristensen understreger derudover, at dette generelt er udgangspunktet, men at den endelige straf dog kan se anderledes ud. Der er blevet afsat tre dage til sagen, der tager sin start ved Retten i Aalborg mandag. Derfor forventes der en dom torsdag i næste uge.