Wilko Johnson, som blandt andet har medvirket i "Game of Thrones", er død.
Det bekræfter familien via Facebook.
"Det her er en meddelelse, som vi aldrig har ønsket at komme med. Vi gør det på vegne af Wilkos familie og bandet med et meget tungt hjerte," skriver de indledningsvist, hvorefter de bekræfter dødsfaldet:
"Wilko Johnson er død. Han gik bort i sit hjem i Westcliff On Sea mandag aften, den 21. november. Han blev 75 år."
Wilko Johnson scorede sin helt store rolle, da han medvirkede i hitserien "Game of Thrones", hvori han har rollen som Ser Ilyn Payne.
Men han var såmænd en kendt skikkelse i både Dr. Feelgood samt The Wilko Johnson Band.
I 2013 fik han konstateret kræft samt overleveret den hjerteskærende besked om, at han havde ti måneder at leve i.
Men året efter meddelte han, at han var kræftfri, hvorfor det her ni år senere er uvist, hvad der var skyld i hans død.
Inden da nåede han at tage på afskedsturné.
"Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg skulle dø, og jeg havde stille accepteret det," kom det fra Wilko Johnson i 2014 efter operationen.