Fuglsang og Astana fik for lidt ud af det i Liége

admin

10 år siden

|

27/04/2014

Dagens topnyheder

Astana-mandskabet havde i søndagens Liége-Bastogne-Liége flere gode bud på en topplacering i cykelklassikeren.

Deriblandt Jakob Fuglsang, som dog måtte nøjes med en 26.-plads. Den bedst placerede holdkammerat blev Enrico Gasparotto på en 12.-plads, og det er ikke godt nok, synes danskeren.

- Det er lidt ærgerligt, at vi sad så mange fremme uden at få noget ud af det. Jeg var faktisk overrasket over, at der var så mange af de andre ryttere, der fulgte med hele vejen til mål, siger Fuglsang.

Han prøvede selv at slippe af sted, men kom aldrig af sted med de ryttere, som han troede kunne holde hele vejen hjem - bortset fra et enkelt forsøg.

- I første omgang så det ud til, at det var en gruppe med kvalitet, der kunne holde, hvis ellers det var gået lidt i stå bagved.

- Jeg forsøgte også at køre, men så kiggede jeg bagud og så, at Roman Kreuziger lå på hjul. Ham gad jeg ikke køre frem, og så gik det i stå, siger Fuglsang.

Hans kaptajn Vincenzo Nibali var en af outsiderne til løbssejren, men italieneren fik aldrig spillet nogen rolle i løbet og sluttede som nummer 30.

- Han siger, at han føler sig godt nok kørende, men når han lukker op, er der ikke så meget at skyde med.

- Han er også en af dem, der bliver holdt ekstra øje med, så det kræver noget ekstra, hvis han skal slippe væk, siger danskeren.

Fuglsang blev bedste dansker i løbet, idet han var to placeringer bedre end Chris Anker Sørensen.

/ritzau/