Skuespilleren Vera Gebuhr er død. Det bekræfter hendes familie over for BT.dk. Gebuhr, der blev 98 år, blev folkeeje som Frøken Jørgensen i "Matador".
Gebuhr blev født i Odense i 1916 og efter nogle år år som elev på byens teater kom hun til Det Kongelige Teaters elevskole. Fra 1939 til 1964 var hun ansat på Folketeatret i København.
Det folkelige gennembrud kom dog forholdsvist sent i den lange karriere i form af rollen som Frøken Jørgensen i "Matador" - alle tiders mest populære tv-serie herhjemme.
Her spillede Vera Gebuhr blandt andet over for Jørgen Buckhøj i hovedrollen som Mads Skjern.
Buckhøj gik bort for mange år siden, mens hans søn, Morten Buckhøj, kendte også Vera Gebuhr.
- Jeg har kendt hende i mange, mange år, så det er selvfølgelig trist, at hun er gået bort. Hun var en fantastisk person, siger Morten Buckhøj til bt.dk.
Gebuhr var aktiv som skuespiller mange år efter den almindelige pensionsalder. Hun var gift to gange. Først med digteren Palle Fønns. Han døde som 47 årig og to år efter blev Vera Gebuhr gift med en fransk civilingeniør, som hun fik 42 år sammen med.
/ritzau/