Den 18-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt sporløst fra byens station, da hun skiltes fra to veninder om morgenen søndag den 10. juli.
Nu er en gruppe frivillige klar til at søge efter den unge kvinde endnu engang. På søndag klokken 10 går gruppen Forsvundne Personer endnu engang i gang med at finkæmme området, skriver TV2 Øst.
Det er Sofie Sønderup, der er stifter af gruppen, som står bag eftersøgningen. Hun er overvældet over opbakningen og vil være helt sikker på, at alle områder er gået igennem.
- Der er endnu ikke fundet nogen spor. Når jeg kigger på mit kort, vil jeg være hundrede procent sikker på, at vi har været der godt nok. Der er en familie, der mangler sin datter, og som sidder magtesløse tilbage, siger hun.
Hun forventer, at der kommer rigtig mange frivillige og hjælper på søndag. Der kommer blandt andet folk helt fra Sønderjylland.
Både Sofie Sønderup og de andre frivillige forsøger at bevare håbet.
- Vi er ikke interesserede i at give op endnu, men folk er trætte. Jeg plejer at sige: vi giver ikke op, når vi er trætte - vi giver op, når vi er færdige, siger hun.
Læs også: Eftersøgning af Emilie intensiveres: Nu leder politiet i vandet under bro
Hun tilføjer, at det er op til familien, om eftersøgningen af Emilie Meng skal fortsætte efter på søndag, hvis den ikke giver noget resultat.
Der bliver arbejdet på at få dykkere, gummibåde og hunde til at møde op søndag også.
Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: