Attentater og vold skal ikke få indflydelse på hverdagen. Det synes at være konklusionen bag, at Frankrig og England som planlagt spiller fodboldlandskamp på tirsdag på Wembley.
Frankrigs fodboldforbund oplyser lørdag ifølge Reuters, at kampen bliver spillet trods fredagens attentater i Paris.
- Når vi taler sammen lige nu, så ja, kampen bliver spillet, siger en talsmand for forbundet til Reuters.
- Efter samtaler med det britiske forbund, som har forsikret os om, at der ikke eksisterer nogen åbenlys risiko for at afvikle kampen, har vi besluttet os for at fortsætte med planen om at spille, siger talsmanden til AFP og fortsætter:
- Hvis de britiske myndigheder får brug for at evaluere situationen igen (inden tirsdag, red.), så vil spørgsmålet om at spille kampen eller ej, blive taget op igen.
Mere end 120 mennesker blev dræbt i attentater i Paris fredag aften. Et af angrebene skete tæt på Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland var i gang med en fodboldlandskamp.
Den kamp vandt Frankrig 2-0.
England spillede også testkamp fredag. Englænderne tabte 0-2 til Spanien i Alicante.
Efter et møde og samtaler med spillerne, vil Tysklands fodboldforbund først søndag beslutte, om kampen mellem Tyskland og Holland i Hannover også skal spilles som planlagt tirsdag aften.
De tyske landsholdsspillere er også berørt af, at de fredag måtte evakueres fra deres hotel på grund af en bombetrussel. Senere på dagen blev Paris udsat for flere angreb.
/ritzau/