Der venter Pia Olsen Dyhr en gigantisk og langsigtet opgave med at genrejse SF. Partiet har mistet mange vælgere og flere folketingsmedlemmer, siden SF under kaotiske forhold frivilligt forlod S-R-SF-regeringen, selv om SF i 50 år havde forberedt sig på at bære ansvarets åg.
Det vurderer journalist Hans Mortensen, der i årevis har fulgt begivenhederne i SF nøje. 1. maj udkommer hans bog "Magtens pris" på forlaget People's Press. Bogen opdaterer "Den røde tråd", der udkom efter valget i 2011.
- Hun har gjort det bedst tænkelige, hun kan gøre: At alliere sig med den pragmatiske del af den røde fløj, Holger K. Nielsen og Pernille Vigsø Bagge. Så må der være en venstrefløj, som hun måske må sige, at hun ikke kan nå, siger Hans Mortensen.
"Magtens pris" skildrer SF's vej fra 1958, da DKP's formand Aksel Larsen stiftede SF, over VS' afskalning i 1968 og larsenisternes nederlag til Gert Petersen i 70'erne, Holger K. Nielsens år ved roret med EU-nej i 1992 til Villy Søvndals regeringsprojekt, som kæntrede på mindre end tre år.
Skønt SF sandsynligvis ikke igen kommer i regering i lang tid, fordi partiet har mistet tilliden hos S og R, er det ikke umuligt, mener Hans Mortensen.
- Det går altid galt at forudsige politik. Det kan se helt anderledes ud, hvis der opstår en situation, hvor SF's mandater pludselig er interessante, siger han.
SF's historiske problem har været, at partiet gerne går efter magten, men tilsyneladende nødig vil have den, mener Hans Mortensen.
- Mens ledelsen i 2011 var forberedt på magten, var partiet ikke synderlig godt forberedt. Det så man på utilfredsheden, når man kunne vælge Annette Vilhelmsen frem for Astrid Krag og ikke var parat til at indgå de nødvendige kompromiser, siger han.
Måske skulle SF ikke være gået med i S-R-SF-regeringen i 2011 efter sit enorme valgnederlag. Men det stod slet ikke til diskussion, fordi projektet var nøje forberedt i S-SF-samarbejdet, forklarer Hans Mortensen.
- De kom i regering som en meget svag part. Det er jo ikke det bedste udgangspunkt, siger han.
/ritzau/
