Laksefeber er en endnu ikke registreret sygdom, som rammer en del personer på denne årstid… Os der rammes, kan ikke koncentrere os om tante Magdas fødselsdag, vi glemmer simple ting som støvsugning og vindueskarme der skal rengøres, vi vil ikke forstyrres af ”livsstilsprogrammer” og genudsendelser på TV… feberen raser og skal derfor udleves ellers bliver den kronisk.
Derude og dernede venter de, de blanke trofæfisk – LAKS, som i de tidligste forårsmåneder er på vej tilbage til de vestvendte vandløb – tilbage fra deres utrolige rejse, langt op i Atlanten. Store, Skinnende, strålende blanke, som det fineste nypudsede sølvtøj, kommer de nu tilbage til netop det vandløb de år tidligere er udklækket, som små lakseyngel.
De laks, som kan få store mænd til at bukke under for pres, give os præstationsangst, som intet andet. De kan få os til at stortude, verden bryder sammen, lige når linen med drømmefisken knækker og fisken genvinder sin frihed. Jo, den sygdom gør os sindssyge…
Laksefeberen består af en følelse vi både elsker og hader, en udmagrende og nedbrydende følelse, som æder kroppen op indefra, langsomt - men sikkert, timer bruges ved åerne og særligt hvis resultaterne udebliver, bliver psyken og kroppen nedbrudt, vi sover ikke, vi spiser knap nok og når vi spiser er det ”overlevelsesmad”..Laksefeberen har inficeret os helt ind i knoglemarven og slipper kun, hvis og NÅR laksen hugger og fighten vindes.
Tabes fighten med fisken sker det … mænd bryder sammen, timers opslidende fiskeri, ugers forberedelse og måneders venten … omsættes til nederlag… fisken vandt… der er ingen vej tilbage... trætheden tager sit tag, alt er ligegyldigt... troen på at man var den bedste jæger og skaffer, erstattes af gråd..få vil nok være ved det men sådan er det!! … det ellers så fine og nypudsede fiskegrej smides mod jorden eller endnu værre, kastes i åen, ansigtet gemmes bag hænder og nu går der længe inden man igen ser direkte ind i lystfiskerkammeratens øjne… fandens også.
Som Lystfisker er vi nogle at de sidste der bekender os til at det at ”skaffe” er et instinkt, vi vil med vores fangster hyldes, vi vil vise at vi stadig har genet, som gør os primitive og giver os føden på bordet, vi vil kort sagt bekræftes, igen og igen.. nogle mænd køber biler og smart tøj, andre dupere ved at være galante… vi vil ofre alt på, at nu skal vi kæmpe til blodet bogstaveligt springer og vi vil ofre alle vores kræfter på vores urinstinkt og viser os med glæde fra vores mest primitive side.
Fanges LAKSEN. landes den, vil vi tværtimod lade os hylde, først ved åen, de beundrende blikke modtages med en arrogance og et let nik retur, de få som med ord bemærker flotte fangst, svares med korte sætninger – hele sceneriet er et skuespil hvor Vinderen får opmærksomheden, vi går gerne en omvej, med fisken hængende på ryggen, mens ,de endnu ikke indviede – de som endnu ikke har fanget LAKSEN, ser efter een med længselsfulde blikke, vi opfører os som var fangsten nærmest en selvfølge, når rusen og opmærksomheden har nået et klimaks klinger sygdommen langsomt af, nu kommer den naturlige træthed kommer ind over en som en dyne, årets første laks er fanget og man er optaget i det fornemme selskab, langsomt kommer ”familiefaren” retur, pludselig kommer tanken om datterens gymnastik opvisning igen og man overvejer at ringe til chefen for at aflyse de 14 dages ferie for LAKSEN er fanget.. så nu er det normale på vej tilbage – man er kureret og hverdagen kan indfinde sig.
Nu har man efterfølgende retten til at fortælle..fortælle om de drabelige minutter hvor fighten med laksen gjorde, at hjertet pumpede blodet rundt, som var man maratonløber, fortælle om laksens vilde spring, de indre billeder, tiden hvor fisken førte på point, de flotte glimt af fisken da den langsomt og træt viste sig i vandoverfladen, den drabelige og sidste handling – landingen… og ikke mindst aflivningen, det at slå dyret ihjel, vide at man endnu er menneske, skaffer og urmand, og ikke bare en robot ..
Må jeg ønske alle lyst- og sportsfiskere en god sæson – KNÆK og BRÆK
