Brasiliens landstræner Luiz Feluipe Scolari bør fortsætte i jobbet trods det ydmygende nederlag på 1-7 i VM-semifinalen mod Tyskland.
Det mener præsidenten for det brasilianske fodboldforbund, Marco Polo Del Nero.
Han erklærer sin støtte til Scolari og mener ikke, at et enkelt nederlag skal koste ham jobbet.
- Der skete en taktisk fejl. Det var problemet. Men vi begår alle fejl. Det kan ske for enhver, siger Marco Polo Del Nero til avisen Estado de São Paulo og uddyber:
- Det vigtige er, at han har gjort et godt job. Forberedelserne til VM har været gode, og der eksisterer en god base omkring holdet.
Selv har Luiz Feluipe Scolari sagt, at han først efter VM vil snakke om sin trænerfremtid for landsholdet.
Lørdag står han i spidsen for Brasilien, der kan få en smule oprejsning med en sejr i bronzekampen mod Holland.
Den 65-årige Luiz Feluipe Scolari har i denne ombæring været landstræner for Brasilien siden 2012. Han var også i jobbet fra 2001 til 2002, da han gjorde Brasilien til verdensmester.
/ritzau/Reuters