FC Nordsjælland trænede torsdag i Farum Park for at få de sidste detaljer på plads, inden holdet fredag aften spiller sin første hjemmekamp i foråret mod oprykkerne Viborg.
I mandagens forårspremiere blev det til et skuffende 1-2-nederlag på udebane til Esbjerg, og den kamp gav panderynker hos FCN-anfører Nicolai Stokholm.
- Jeg ser kampen i Esbjerg som et wake up call. Det bliver forhåbentlig en helt anden kamp mod Viborg. Vi skal op i tempo, og vi skal starte på en helt anden måde, hvor vi vinder nogle dueller og får styr på vores pasningsspil.
- Der skal benhårdt arbejde til, hvis vores spil skal fungere. Det er nødvendigt for spillestilen, at kollektivet fungerer, og at alle arbejder og løber rigtigt for hinanden, siger Stokholm til klubbens hjemmeside.
Den centrale midtbanespiller forventer en helt anden indsats mod Viborg.
- Vi er skuffede over, at det ikke fungerede i Esbjerg i den første time, men der er dog lidt positivt at tage med derfra fra den sidste halve time.
- Og vores ambition er naturligvis, at vi får revancheret os med det samme, siger Stokholm.
FCN må mod Viborg undvære Oliver Thychosen, Morten Nordstrand og Bassel Jradi, da de døjer med skader. I stedet er Marcus Ingvartsen, Emiliano Marcondes og Mikkel Jensen udtaget til truppen.
- Jeg både håber og tror, vi kommer stærkt tilbage, og det er vigtigt for os at komme godt i gang igen på vores hjemmebane. Men der er ingen nemme kampe. Viborg har giftige folk i front, og vi skal virkelig være oppe på tæerne.
- Lige nu er vores fokus på at tage én kamp af gangen og prøve at få hentet de point, der skal til for at lægge afstand til nedrykningsstregen.
- Sådan tror jeg, alle de otte nederste klubber har det. Vi skal arbejde hårdt for at få de nødvendige sejre og få opbygget selvtilliden, lyder det fra FCN-anføreren.
Kampen mellem FCN og Viborg begynder fredag klokken 18.30.
/ritzau/