FCK-anfører om guldkamp: Det her var et hårdt slag

admin

|

31/03/2014

Dagens topnyheder

FC København stod over for en vigtig topkamp mod AaB søndag aften, men københavnerne måtte sig slået med 1-2 i Aalborg efter en dramatisk afslutning.

FCK er dermed hele ni point efter topholdet FC Midtjylland, mens der er syv point op til AaB på andenpladsen.

Derfor erkender FCK-anfører Thomas Delaney også, at chancerne, for at der skal fejres endnu et mesterskab i Parken, er meget små.

- Vi kan ikke kalde os selv for favorit. Så længe det kan lade sig gøre, vil vi gå efter det, men der er ingen tvivl om, at det her var et hårdt slag.

- Vi kan ikke gøre mere selv. Vi er afhængige af andre. Selvfølgelig kan det teoretisk lade sig gøre, men jeg vil ikke kalde os selv for favoritter. Det er så langt væk, at det er svært at se, siger Thomas Delaney.

FC København fik ellers vist gode takter i løbet af opgøret og lagde et tungt pres på AaB i anden halvleg. Alligevel blev det ikke til point på Nordjyske Arena.

- Det var en af vores bedre kampe. Vi ville spille fysisk og i et højt tempo, og det viste kampen også. Vi skabte ikke chancer nok med det pres, som vi fik lagt, siger han.

FCK fik ellers udlignet til 1-1 med 10 minutter igen, men to minutter efter headede AaB-angriberen Jeppe Curth bolden i kassen, så det alligevel endte med sjællandsk nederlag i Jylland.

- Det var for ringe af os, at vi ikke sørgede for at stille os ned og stå godt i defensiven, siger Thomas Delaney om situationen.

FC København skal i næste spillerunde på en på papiret nemmere opgave, når Sønderjyske gæster Parken.

/ritzau/