FAKTA: Sådan ser Enhedslistens næse til Thorning ud

admin

|

23/01/2014

Dagens topnyheder

Her er den "næse"-tekst, som Enhedslisten har låst sig fast på:

Udvalget har stillet fire spørgsmål til statsministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 17. januar 2014.

Udvalget har endvidere stillet en række spørgsmål til statsministeren og justitsministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret forud for samrådet. Der henvises til oversigten over spørgsmål m.v., som er optrykt i bilag 1 til beretningen. 2. Politiske bemærkninger

Et (tal i udvalget) konstaterer, at der ikke er noget i de foreliggende mundtlige og skriftlige besvarelser, der tyder på, at statsministeren eller Statsministeriets embedsmænd har bidraget til at konstruere urigtige forklaringer i sagen om Retsudvalgets udsatte besøg på Christiania i 2012.

Men (tal i udvalget) finder det beklageligt, at statsministeren ikke i fuldt tilstrækkeligt omfang under forløbet den 19. november 2013 har sikret sig, at de oplysninger, der blev givet til offentligheden i den daværende justitsministers skriftlige udtalelse, var korrekt. (tal i udvalget) kunne have ønsket sig, at Statsministeriets departementschef under telefonsamtalerne med Justitsministeriets departementschef havde skaffet sig et nøje overblik over begivenhedsforløbet i forbindelse med det aflyste besøg på Christiania, således at man i Statsministeriet havde et kvalificeret grundlag for at forholde sig til de to fremsendte udkast til udtalelsen og til Justitsministeriets mundtlige forklaringer om udtalelsens indhold.

Det forhold, at det fremgik af både første og andet udkast til justitsministerens udtalelse – og af den endelige udgave – at den begrundelse for aflysningen, som Retsudvalget fik, ikke var den korrekte, burde have fået Statsministeriet til at sikre sig en fyldestgørende og korrekt redegørelse for hændelsesforløbet.

Kilde: Enhedslisten.

/ritzau/