EU's konservative: Juncker er vores mand

admin

10 år siden

|

07/03/2014

Dagens topnyheder

Det Europæiske Folkeparti, EPP, har på sin kongres i Dublin valgt Luxembourgs tidligere premierminister og formand for eurogruppen Jean-Claude Juncker som partiets kandidat til at blive ny formand for EU-Kommissionen.

Juncker er valgt med 382 af de 629 afgivne stemmer.

Hans eneste modkandidat, den franske EU-kommissær for det indre marked Michel Barnier, fik 245 stemmer - deriblandt fra de danske konservative delegerede. 199 af de delegerede afstod.

Men selv om EPP står til at blive det største parti efter valget til Europaparlamentet sidst i maj, og selv om parlamentet efter Lissabontraktaten har fået mere magt ved udnævnelsen, skal parlamentet vinde en krig mod medlemslandene, før Juncker har en chance.

Både Juncker og selve den proces, der foreløbig har gjort ham til EPP's spidskandidat, møder modstand langt ind i egne rækker.

Juncker selv, fordi han af mange ses som en slidt, træt og superføderalistisk veteran med stort delansvar for eurokrisen.

Og processen, fordi der er uenighed med medlemslandene om, hvad det betyder, når kommissionsformanden ifølge traktaten nu skal vælges "under hensyntagen til valget til Europaparlamentet".

- Det er ikke Europaparlamentet, der skal sidde og bestemme, hvem der skal være kommissionsformand.

- Vi deltager i det her i dag. Men det betyder ikke, at vi føler, at det er den rigtige måde at gøre det på, siger den danske europaparlamentariker Bendt Bendtsen (K).

Både han og partiformand Lars Barfoed mener, at det er EU's medlemslande, der skal vælge kommissionsformand José Manuel Barrosos afløser.

- EU skal fortsat være et samarbejde mellem selvstændige stater. Regeringen repræsenterer jo Danmark, og jeg mener, det er rigtigt, at Danmark har noget at skulle have sagt med hensyn til, hvem der bliver kommissionsformand, siger Lars Barfoed.

De danske delegerede stemte på Barnier, blandt andet fordi han synes at være lydhør over for aktuelle problemer for den danske realkredit.

Men de mener, at Barrosos sandsynlige efterfølger bliver en af EU's nuværende stats- og regeringschefer.

/ritzau/