EU-politikere kræver millionstøtte retur fra Coloplast

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Medicovirksomheden Coloplast skal betale EU-støtte på 45 millioner kroner tilbage. Det er både Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU enige om, skriver Fagbladet 3F.

Op mod 600 medarbejdere har siden 2008 mistet deres job hos Coloplast i Danmark, fordi deres arbejde er flyttet til blandt andet Ungarn. Men ifølge EU's regler er det ikke lovligt at få millionstøtte til job, der er flyttet fra et andet EU-land.

EU-Kommissionen åbner nu for at vurdere sagen nærmere, hvis den modtager yderligere materiale. Det vil Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU hjælpe med:

- Vi giver gerne Kommissionen den dokumentation, som de har brug for. Det her er jo en tilståelsessag for Coloplast, som vi må følge helt til dørs. De skal betale pengene tilbage til EU, siger Rina Ronja Kari til Fagbladet 3F.

Socialdemokraternes spidskandidat til Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod foreslår, at EU opretter en anti-korruptions-kommissær:

- Der skal oprustes på dette her område. Vi skal sikre, at EU-penge ikke bliver misbrugt, og lovene bliver overholdt, siger Jeppe Kofod.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der er medlem af EU-Parlamentet, kalder sagen "helt gak".

- Det er helt gak, at Danmark er med til at betale penge til EU, som går til at flytte job ud. I forvejen er vi jo under hårdt pres på grund af de lave lønninger i Østeuropa, siger Messerschmidt.

Medlem af EU-Parlamentet for Venstre Jens Rohde siger:

- Man sidder jo tilbage med åben mund og polypper. Man spørger dem, der er anklaget, om de overholder reglerne. Dette her er en systemfejl, som vi skal have gjort noget ved.

/ritzau/