EU er inde over halvdelen af alle kommunale beslutninger

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Selv om EU føles langt væk for mange danskere, er EU inde over halvdelen af alle punkter på kommunalbestyrelsens dagsorden.

Så når kommunalbestyrelsen mødes i Højby for at træffe beslutninger for Odsherred Kommune, er nogle af beslutningerne – eller rammerne for dem – reelt allerede truffet cirka 900 kilometer længere sydpå i Belgiens og EU's hovedstad, Bruxelles, skriver KL's magasin Momentum.

En ny analyse af 40 dagsordener til kommunalbestyrelsesmøder i 10 forskellige kommuner i 2013 viser, at 47 procent af dagsordenspunkterne er retligt eller politisk påvirket af EU.

Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred og formand for KL’s internationale udvalg, ser analysen som en klar dokumentation af, at EU spiller en stor rolle i kommunerne.

- Jeg tænker egentlig ikke sådan på det, at EU fylder for meget eller for lidt i kommunerne. Men jeg ser resultatet som en naturlig konsekvens af, at Danmark har været medlem af EF og senere EU i over 40 år, siger han til Momentum.

- I den periode er EU's indflydelse på mange områder blevet langt større. Det afspejler sig helt naturligt også i kommunerne, som jo varetager en lang række kerneområder i det danske samfund.

29 procent af dagsordenspunkterne er retligt påvirker af EU, hvilket betyder, at kommunernes opgaveløsning er direkte reguleret af EU-lovgivningen. Det gælder ikke mindst på miljøområdet og i forhold til udbud af kommunale opgaver.

EU-forsker Dorte Sindbjerg Martinsen, professor ved Københavns Universitet, mener, at analysen bekræfter, at EU er en stor del af den kommunale dagligdag og forvaltning.

- Det kommunale styringsrum er i høj grad påvirket af EU, og derfor er kommunerne også nødt til at forholde sig til, hvad der kommer fra EU, siger hun til magasinet.

Hun understreger, at den enkelte kommune har en væsentlig opgave i forhold til at holde sig ajour med nye EU-regler, og hvad der er på vej af ny lovgivning fra EU-systemet.

Men det er også afgørende, at KL som kommunernes forening tager førertrøjen på i forbindelse med ny EU-lovgivning.

/ritzau/