Erstatningsdom åbner for 833 flysager i klagenævn

admin

9 år siden

|

18/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En landsretsdom om erstatningspligt for rejseportaler i tilfælde af flykonkurs kan få betydning for 833 lignende sager i Forbrugerklagenævnet.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Østre Landsret har onsdag slået fast, at rejseselskaber på nettet skal dække kundens tab, hvis flyselskabet går konkurs inden afrejse.

Hvis dommen står ved magt, kan Forbrugerklagenævnet nu genoptage de mange sager, der er blevet lagt til side til efter landsrettens dom.

- Østre Landsret har givet forbrugeren medhold, men det er ikke ensbetydende med, at de andre flysager i Forbrugerklagenævnet falder ud på samme måde, siger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vicedirektør, Niels C. Beier, i meddelelsen.

- Vi skal ind og lave en juridisk vurdering af det konkrete indhold i hver enkelt sag, tilføjer han.

790 af sagerne vedrører konkurser i 2012, hvor flyselskaberne Cimber Sterling, Spanair og Malev alle gik konkurs. De fleste sager følger dog i kølvandet på konkursen i Cimber Sterling.

Ifølge Susanne Bager, konstitueret kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, drejer omring halvdelen af sagerne sig om flybilletter købt via rejseportaler under selskabet Den Danske Rejsegruppe, der også har Goleif.dk fra den aktuelle sag.

- Vi skal man nu nærlæse dommen og se på, hvordan de involverede rejsesider har formuleret betingelserne på de pågældende tidspunkter - om det har været tilstrækkelig klart og tydeligt for forbrugerne, hvad det vil sige at være formidler, siger hun til Ritzau.

I den konkrete sag, som blev afgjort onsdag i Østre Landsret, har en forbruger fået medhold i, at han havde krav på at få penge retur fra en internetbaseret udbyder, som i 2012 solgte ham flybilletter til Nice på internetportalen Goleif.dk.

Hjemrejsen var booket med Cimber Sterling, som gik konkurs.

Forbrugerombudsmanden har ført sagen på vegne af forbrugeren mod Den Danske Rejsegruppe, filial af Svenska Resegruppen AB.

Ifølge Susanne Bager afventer man nu først, om Den Danske Rejsegruppe vil søge om at få lov at prøve sagen i Højesteret, da sagen allerede har været prøvet i to instanser - byretten og landsretten.

/ritzau/