Christian Eriksen får ikke lov at betræde Wembleys legendariske græstæppe i aftenens testkamp mellem Danmark og England.
Tottenham-spilleren døjer med et hold i ryggen, og selv om landstræner Morten Olsen havde håbet at få midtbanespilleren spilleklar, så har lægestaben sagt fra.
Det er Eriksen - der til daglig bor i London og spiller for Tottenham - ærgerlig over.
- Jeg havde til det sidste håbet på, at jeg kunne blive klar. Men jeg må acceptere, at sådan er det ikke helt.
- Jeg vil gerne spille alle landskampe, og England på Wembley er en drengedrøm, som jeg nu må gå glip af, det er rigtigt ærgerligt, siger han i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union (DBU).
Hvem der skal erstatte Eriksen på den offensive midtbane, står først klart klokken 20 dansk tid, når den danske holdopstilling offentliggøres.
/ritzau/