EL's landsmøde kæmper om nyt principprogram

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Enhedslistens landsmøde skal lørdag vedtage partiets ny principprogram i stedet for programmet fra 2003. Det erstattede politi og hær med "folkemagtsorganer" og bekæmpede privat ejendomsret.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, forklarede fredag i sin tale til partiets 25. landsmøde, hvorfor der er behov for et nyt principprogram.

- Enkelte afsnit i det gamle program har skabt tvivl om vores demokratiske grundholdninger. Og lige præcis det - vores demokratiske grundlag - må der aldrig herske tvivl om, sagde Johanne Schmidt-Nielsen til klapsalver fra salen i Øksnehallen i København.

Principprogrammet er hjerteblod for Enhedslistens knap 10.000 medlemmer. Derfor skal landsmødets 345 delegerede stemme om 110 ændringsforslag. Der var 148 forslag, før to debatseminarer i januar frasorterede de forslag, som ikke fik støtte fra 20 procent.

Desuden er 50 ændringsforslag indskrevet i hovedbestyrelsens forslag. Det beskriver de grundlæggende principper for et socialistisk samfund, analyserer dagens kapitalistiske samfund og beskriver Enhedslistens kamp for samfundsforandringer.

Hovedbestyrelsens forslag på 10 sider kæmper mod programmet "Det enkle" på to sider, som er skrevet af partimedlemmerne Jakob Nerup, Jan Hoby og Susanne Flydtkjær.

- Vores program er et åbent venstreorienteret program, der skal kunne rumme alle medlemmer i Enhedslisten i dag og flere til, forklarer de tre forfattere bag forslaget.

"Det enkle" har alvorlige mangler, mener folketingsmedlem Per Clausen, som står bag hovedbestyrelsens bud.

- Der er ingen egentlig analyse af dén kapitalisme, vi lever i. Det er sådan set heller ikke nogen bud på, hvilke ønsker vi har til socialismen. Det er mere en aktuel politisk udtalelse end et principprogram, mener Per Clausen.

/ritzau/