EL vil beskatte de rigeste hårdt: De har tjent på krisen

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Enhedslisten laver en omvendt Matthæus-effekt. Den, der har, skal ikke mere gives som i Bibelen, men tværtimod fratages mere af dét, vedkommende har.

Det fremgår af partiets skatteudspil "Omfordeling fra kapital til arbejde", som vil øge de riges skat med 10 milliarder kroner.

- De, der virkelig tjener penge både før og efter krisen, er ikke dem, der har et arbejde, men dem, der spekulerer.

- De producerer i bedste fald ikke noget som helst, i værste fald er det dybt skadeligt, siger gruppeformand Stine Brix, da Enhedslisten lørdag tager fat på andendagen af sit 25. årsmøde i Øksnehallen i København.

Enhedslisten har derfor tænkt sig at øge skatten på aktiehandel, skærpe skatten på kapitalindkomst, genindføre formueskatten, introducere S-SF's skrottede millionærskat, hæve arveafgiften og beskatte erhvervsdrivende fonde.

Stine Brix erkender, at Enhedslisten får svært ved at finde flertal for sit forslag.

- S og SF har opgivet det. Men det er i høj grad aktuelt. Uligheden accelererer både globalt og i Danmark. Vi tager fra de, der har tjent allermest på spekulation, og giver til dem, der har en lav indkomst på et helt almindeligt arbejde, siger Stine Brix.

Derfor vil Enhedslisten bruge 10 milliarder kroner på et højere personfradrag for folk, der tjener op til 300.000 kroner, mens fire milliarder kroner skal gå til borgernær velfærd.

- Rigtig mange danskere har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, selv om de går på arbejde. De skal også have noget ud af det. Det er urimeligt og uretfærdigt, at dem med de største indkomster ikke løfter en finger, siger Stine Brix.

De Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, advarer i Information mod at beskatte kapital hårdere. Socialdemokraternes skatteordfører, John Dyrby Paulsen, opfordrer i avisen støttepartiet til, at udspillet kun skal gælde som retningslinjer for Enhedslisten.

/ritzau/