Eksperter: Europa er ved at blive revet fra hinanden

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

En historisk hjerneflugt, der ikke er set i over 100 år, er i gang i Østeuropa.

I lande som Letland, Litauen, Rumænien og Bulgarien er mellem 13 og 24 procent af befolkningen forsvundet siden Berlinmurens fald for 25 år siden, skriver Jyllands-Posten.

Det er de bedst uddannede, de unge og de arbejdsduelige, der er forsvundet. Og det er et kæmpeproblem, mener lektor Søren Riishøj fra Syddansk Universitet.

- Europa er ved at blive revet fra hinanden. Virksomhederne vil ikke investere i lande og områder, hvor de unge og de veluddannede er væk. Derfor skaber det en ond cirkel, siger Søren Riishøj og fortsætter:

- Hvis man ikke får håndteret situationen, går det galt. Så kan det i værste fald ende med borgerkrigslignende tilstande og en stærk øget ulighed i EU.

Professor i migration ved Centraleuropæisk Forum for Migration og Populationsstudier i Warszawa Marek Kupiszewski er også bekymret for hjerneflugten.

- Folk, der udvandrer, er typisk yngre, bedre uddannede og mere ambitiøse. Det er en hjerneflugt og har store konsekvenser for fødselsraten, siger Marek Kupiszewski til Jyllands-Posten.

De unge rejser, efter at de har fået en betalt uddannelse, som er dyr. De flytter til mere velstående områder, og hvis de ikke kommer tilbage, er der færre til at betale pensioner til de ældre.

- Derfor kan det være med til at øge uligheden i Europa. Og det er alle tidligere sovjetlande, der lider under det, siger Kupiszewski til avisen.

Der er dog også positive effekter af migrationen, mener han: Den sænker arbejdsløsheden, ligesom migranter sender penge hjem, der skaber økonomisk vækst.

/ritzau/