Den nærtstående udvidelse af EU's sanktioner mod Rusland vil formentligt blandt andet bestå af flere navne på listen over russere, der ikke bliver lukket ind i EU.
Det vurderer lektor Mette Skak, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Selvom situationen i Ukraine er optrappet, siden EU sidst skruede på sanktionsknappen, så mener Mette Skak ikke, at EU på nuværende tidspunkt vil tage meget omfattede sanktioner i brug.
- Jeg kan ikke forestille mig, at man påtænker at gå over til de såkaldte niveau tre sanktioner. Det er et spørgsmål om, at man skal have noget i baghånden, hvis tingene glider fuldstændigt ud af kontrol, siger Mette Skak.
- Jeg forestiller mig, at der skal være tale om omfattende kamphandlinger mellem russiske og ukrainske styrker, hvis næste fase skal sættes i værk, tilføjer hun.
Det forventes, at EU allerede i den kommende uge vil udvide sine sanktioner over for Rusland for at straffe regeringen i Moskva for at underløbe og destabilisere situationen i Ukraine.
- Jeg kan forestille mig, at næste skridt bliver flere navne på folk, som man mener, har spillet en belastende rolle for den seneste optrapning af konflikten i det østlige Ukraine, siger Mette Skak.
- Det er også muligt, at man vil bevæge sig mere i retning af sanktioner over for den russiske bankverden og finansielle transaktioner, tilføjer hun.
I første fase og anden fase af sanktionerne mod Rusland har EU sat blandt andet visum-forhandlinger på standby, ligesom man har forbudt en række navngivne personer - heriblandt politiske topfolk - at rejse ind i EU og har indefrosset deres værdier i Europa.
Tredje fase vil betyde, at EU indfører mere omfattende sanktioner, som ventes at kunne omfatte våbenembargo, handelsembargo og stop for europæisk import af olie og gas fra Rusland.
EU's sanktioner mod Rusland har allerede nu haft konsekvenser for landet, vurderer Mette Skak.
- På den ene side har Rusland forsøgt at gøre grin med sanktionerne og bagatellisere dem, siger hun:
- Men på den anden side har russerne meldt ud, at virksomheder, der trækker sig ud af landet, må forvente at komme på den sorte liste og for evigt har forspildt deres chancer for at gøre forretninger i Rusland. De russiske trusler udstiller, at det slet ikke er så harmløst endda.
Mette Skak tilføjer, at den spændte situation desuden har fået internationale investorer og virksomheder til at holde sig væk, og det går ud over den russiske vækst.
/ritzau/