I går fortalte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at regeringen nu indfører nye landsdækkende restriktioner, der vil gælde resten af året.
Det betyder blandt andet, at alle landets storcentre skal lukkes ned fra torsdag, og fra den 21. december skal alle skolelever, der ikke allerede er sendt hjem, undervises digitalt. Derudover skal fritidstilbud og liberale erhverv, for eksempel frisører, holde lukket.
Det er sidstnævnte, der har skabt en del forvirring, skriver B.T.
“Desuden lukker liberale serviceerhverv, hvor den nødvendige smitteforebyggende afstand ikke kan sikres, herunder frisører, massører, tatovører, kørerskoler mv. fra mandag 21. december 2020 til og med 3. januar 2021,” oplyses der i pjecen fra Sundheds- og Ældreministeriet.
Gælder det også psykologer, fysioterapeuter og tandlæger? Nej, det gør det ikke. Det fastslår Sundheds- og Ældreministeriet nu.
Restriktionerne gælder ikke “for offentlige og private sygehuse og klinikker samt private praksis og forretninger, som autoriserede sundhedspersoner driver eller er ansat i, jf. § 13, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1815 af den 4. december 2020,” skriver B.T.
Smitten stiger
Smitten med COVID-19 er stigende i alle landets regioner. Der har i den seneste uge været en betydelig stigning i både smittetilfælde og positivprocenter, og det er derfor, at der nu indføres yderligere restriktioner, oplyser ministeriet og tilføjer, at tiltagene indføres for at få brudt smittekæderne og bevare epidemikontrollen.
De seneste tal fra Statens Serum Institut er også høje. For første gang nogensinde er antallet af registrerede smittede på en dag højere end 4000. De seneste 24 timer har Statens Serum Institut registereret 4.034 nye smittede. Det er ud af i alt 124.707 foretagede prøver, oplyser Statens Serum Institut.
Derudover er antallet af indlagte også steget. Siden i går er 120 nye personer blevet indlagt. Det resulterer konkret i, at det samlede antal indlagte personer på sygehuse i Danmark stiger med 23. Det betyder, at der nu er 516 smittede personer på sygehuse på tværs af Danmark.